Blog

Det Kongelige Teater - “Luk os ind!”

Fri, 30 Apr 2010 17:33:45 +0200

“I mangler erfaring og uddannelse”, “Vi er ikke klar”, “I er ikke klar”, “Publikum er ikke klar”, “Den slags tager tid”, “Vi gør allerede alt, hvad vi kan”, “I må være mere tålmodige”, “Jeres niveau er ikke højt nok”, “I forstyrrer billedet”, “Det er ikke vores ansvar”, “Vi vælger bare de bedste” “I er ikke dygtige nok”, “I er jo ikke danskere”...  Har du hørt det her før?  Det er nogle af de forklaringer, vi kommer med, når vi bliver spurgt, hvorfor vi i kulturlivet ikke er bedre til at afspejle mangfoldigheden i det omgivende samfund. I dag er op mod 10 procent af den danske befolkning farvet. I storbyerne er det tallet det dobbelte. Dét ser man ikke, når man tænder for sit tv, går i biografen eller i teatret. For eksempel fastholder Det Kongelige Teater – i vores ellers så multikulturelle hovedstad, hvor hver femte indbygger er farvet – et scenisk billede af danskeren som hvid, blåøjet og lyshåret.  Jeg har større chance for at møde én, der ligner mig, på Sejerø end på Det Kongelige Teater – hvis man da ikke regner rengøringspersonalet og deltagerne til inklusionskonferencer med.  Det er ikke første gang, vi taler om det.  Vi har talt ‘inklusion’ og ‘diversitet’ så længe, jeg kan huske. Vi brugte bare nogle andre ord, da jeg var barn. Vi sagde ‘integration’ og sådan noget. Dengang, for 30 år siden, sad jeg nede hos jer og min far stod heroppe og talte. Hvilke ord bruger vi mon 30 år ude i fremtiden, når det er min datters tur til at stille sig her op?  Holdninger og hensigter var der dengang, det er der i dag, og det vil der også være i fremtiden. Spørgsmålet er selvfølgelig, hvornår vi ikke længere vil acceptere, at der er en kløft af uoverenstemmelse mellem vores hensigter og vores resultater – vores holdninger og vores praksis. Jeg tror ikke på, at vi kan holde ud at blive ved at mene, at hvis vi bare har de rigtige holdninger og har hensigterne på plads, så kan det umuligt være vores skyld, hvis vores institutioner ikke er inkluderende og mangfoldige. Jeg tror heller ikke på, at sådan nogle som mig, dette lands Hassan’er, “bare lige skal opgraderes”, og “bare lige kan gøre sådan og sådan”, for eksempel blive lidt bedre rent fagligt – så skal vi nok komme ind i varmen.   Da min far kom til Danmark med en doktorgrad fra Cambridge og to topstillinger fra Berlin og Bern på CV’et, fik han også at vide, at han først lige skulle opgraderes (integreres), så ville han blive en del af det danske folk . Min far lærte dansk, blev opgraderet til dansk pædagogmedhjælper og har indtaget danske øl og pølser, så hans cholesteroltal nu også er rigtig dansk.  Og alligevel, efter alle de pølser, står jeg her, som min fars søn, og siger det samme, som han gjorde for 30 år siden: “Luk os ind!”  Men det her handler jo ikke om min far og mig.  Jeg synes, det er ærgerligt, at vores kulturliv ikke er mere inkluderende, end det er, af tre årsager: • For det første: Det er en skam, at vi ikke ærer demokratiet og giver alle danskere lige adgang til de platforme, som vores samfund har skabt til at udtrykke sig fra. Jeg synes, vores kulturinstitutioner mister deres eksistensberettigelse i forhold til den plads i demokratiet, de indtager, hvis de gør sig elitære og ekskluderende. (Jeg mener, det er jo også mine penge, vi bruger her i det her skuespilhus).  • For det andet: Det er en skam, at vi ikke udnytter den gave, der ligger i diversiteten i forhold til udviklingen af dén vibrerende kunst, som vi alle sammen ønsker og længes efter. Vi beundrer og kopierer i stor stil mangfoldigsmetropolerne New York, Berlin og London. Men vi glemmer helt, at de netop har nået det, de har, fordi de han anvendt sig af deres diversitet til at udvikle den kunst og kultur, som i dag er inspirationen for hele verden, fordi den er alt andet end nationalromantisk, støvet og gammeldags. • For det tredie: Det er en skam, at vi ikke anerkender, hvilken virkelig væsentlige funktion vores branche rent faktisk kunne have i forhold til publikum. Vi ved, hvor vigtigt det er for et menneskes følelse af selvværd og tilhør at se sig selv repræsenteret og inkluderet i sit samfunds kulturliv og offentlige image , og vi ved, hvilken vrede og sorg det kan udløse at se sig lukket ude. På det område har vi stor betydning.  Tilbage til kløften af uoverenstemmelse: I USA oplevede man det samme modsætningsforhold mellem intentioner og resultater, som vi gør i Danmark. Man havde prøvet i årevis med hensigter og holdninger, erklæringer og inklusionskonferencer – og lige lidt virkede det. Man besluttede sig derfor for at vende blikket indad og sige: "Hvad kan vi gøre anderledes, os der er indenfor, for at opnå bedre inklusion og mere mangfoldighed i vores kulturliv, for kunsten og samfundets bedste?”.  Og så gik man ellers i gang med at gennemføre en række tiltag.  Et af de mest spændende – og mest afslørende – var blind-auditions, som man indførte på de amerikanske symfoniorkestre: Ansøgeren går til optagelsesprøve bag en skærm, sådan at optagelsesudvalget ikke kan se ansøgeren og dermed lade sig påvirke af for eksempel køn og etnicitet.  Året efter så de amerikanske symfoniorkestre fuldstændig anderledes ud. Musikere af alle farver og begge køn fyldte stolesæderne, og solisterne var ikke længere hvide mænd i 50erne.  Inden disse blind--auditions havde forklaringen på den manglende inklusion i orkestrene været, at “kvinder og farvede...” – kan i gætte det? – “...ikke var dygtige nok”. Man vidste fra undersøgelser, at de, der sidder med magten til at gøre det, ansætter, udpeger, premierer og caster dem, der ligner dem selv. Derfor testede man, om nøglen til forandring ikke lå hos dem, der havde magt til at forandre, altså, dem der er inde ? Og ikke hos dem, der ikke har magt, altså, dem der er ude.   Er dette så et isoleret amerikansk fænomen, eller kunne det tænkes, at det der står i vejen for et mangfoldigt dansk kulturliv, er en manglende villighed til at se på, om det også her til lands er vores vaner og traditioner, vores indbyggede og uerkendte præferencer, der er problemet, eller i det mindste en del af det?  Lad os undersøge det. På Harvard Universitetets hjemmeside implicit.harvard.edu ligger en test – Implicit Association (indbyggede forestillinger) Testen – som afslører, at vi forbinder billeder langt hurtigere, når de allerede er forbundne i vores hjerner.  Den mest berømte Implicit Association test, som er blevet gennemført af millioner af brugere, handler om hudfarve – eller race, som nogle kalder det.   Jeg har selv taget den. I begyndelsen af testen svarede jeg på spørgsmål om mine holdninger til farvede og til hvide. Jeg svarede, som jeg tror, at enhver her i lokalet ville: at jeg mener, at alle racer er lige.  Så kommer testen. Først opvarmningen: En serie af billeder kommer frem på skærmen. Når man ser et farvet ansigt, trykker man på e -tasten. Når man ser et hvidt, trykker man på i-tasten.   Første del af testen: Kategorierne er europæisk-amerikansk eller godt og afrikansk-amerikansk eller skidt og ordene er ‘smerte’, ‘ondskab’, ‘vidunderlig’, og så videre. De dukker frem på skærmen foran mig i hurtig sekvens blandet med billeder af farvede og hvide mennesker, og jeg skal placere dem i de to kategorier. Det går uden problemer. Hvide ansigter og positive ord i den ene kategori og farvede og negative i den anden. Så vendes kategorierne vendes om – Europæisk-amerikansk eller skidt og Afrikansk-amerikansk eller godt – og med det samme bliver det meget sværere. Jeg bliver langsom og begår mange ‘fejl’. Jeg prøver virkelig . Hvorfor er det så svært for mig at putte et farvet ansigt i kategorien afrikansk-amerikansk , når kategorien også er defineret af ordet godt , eller et hvidt ansigt i kategorien europæisk-amerikansk, når kategorien også defineres af ordet skidt?   Jeg har taget testen flere gange, og jeg kan ikke ændre mit resultat. Ligesom langt de fleste af dem, der tager testen, har jeg en ubevidst præference for det hvide. Samme test – men med endnu større præference for hvidheden – kan man i øvrigt gennemføre med arabisk/muslimsk-udseende personer. Sådan nogle som mig. I følge forskerne vælger vi ikke at have præferencer den dominerende gruppe og dens hudfarve, vi påtvinges dem via medierne og populærkulturen.   Medierne og populærkulturen. Hvis vi udelukkende ser hvide mennesker på skærmen, lærredet og scenen, så påvirker det os. Hvis det meste af det vi ser, der er hvidt, er godt, og den smule vi ser af det, der er farvet, er skidt, så påtvinger det os præferencer – siger forskerne. Jeg mener, vi kan konkludere, at vi allesammen arbejder på to plan: På det ene plan har vi vores bevidste holdninger – altså det vi vælger og ønsker at tro på. På det andet plan har vi vores ubevidste holdninger, som er de umiddelbare associationer og indbyggede forestillinger. De to plan kan, skræmmende nok, stå i direkte modsætningsforhold til hinanden, uden at vi bemærker det. Derfor kan vi mene ét og gøre noget helt, helt andet, uden at det synes at påvirke os. Hensigt på den ene side og praksis på den anden. Og hvis vi alle sammen går rundt og mener, vi ikke forskelsbehandler, men med præferencer for hvidheden i vores underbevidsthed, så gør vi måske alligevel – ligesom optagelsesudvalgene i de amerikanske symfoniorkestre, og vælger mennesker til eller fra på basis af deres hudfarve i forhold til ansættelser, castings, udnævnelser, priser, finansiering, og så videre, alt i mens vi tror, at vi vurderer talent og kvalitet. Sådan mener de amerikanske forskere, at det forholder sig.  Hvad skal der så til for at skabe et mere inkluderende og mangfoldigt kulturliv? Det kommer der sikkert en masse bud på i løbet af denne konference. Selvfølgelig kan vi lave tvungen regulering: lovgive og indføre kvoter. Og vi kan også indføre selvregulering og selvkontrol. Og det skal vi sikkert også.  Men jeg tror, det bliver virkelig svært at opnå dén forandring, der vil gøre kulturen til fælles eje, hvis vi ikke anerkender, at vi – os der er indenfor – må tage ansvaret på os, hvis vores kulturinstitutioner ikke afspejler deres omgivelser. Vi må se på os selv og vores egen rolle: vores vaner, traditioner og uerkendte præferencer. Jeg mener, at vi skal holde fast i, at vi ønsker at sikre, at vores kulturinstitutioner fortsat har relevans og også i fremtiden skal have en central plads i vores demokrati.  Derfor mener jeg også, at vi i kulturlivet snart må beslutte os for at gå foran og ikke sakke så håbløst bagud, når det gælder om at skabe nye standarder. Standarder, der ikke er så snævre, som de er i dag, som er mindre ekskluderende og fortidige og mere moderne og inkluderende.  Og kulturlivet spiller en rolle! En nyere undersøgelse viser, at den direkte årsag til, at den store hvide middelklasse i USA kunne stemme på Obama, var, at de uge efter uge havde set en sort præsident, der var charmerende, intelligent og retfærdig – i tv-serien 24 Timer .  Jeg håber sådan, at min datter ikke skal stå her oppe om 30 år, ligesom hendes farfar og far gjorde før hende, og sige: “Luk os ind”.

New York - rejseberetning

Thu, 15 May 2008 09:41:38 +0200

Jeg har nu været i New York i halvdelen af mit to-måneders ophold. Jeg sidder på en café i Harlem, hvor jeg har boet blandt de sorte den seneste uge. Jeg ser en enkelt hvid nu og da, oftest inden mørkets frembrud, men jeg ikke kan finde ud af, om han bor her, fordi han er progressiv, eller om det er, fordi han er boligspekulerende – for man kan gøre enestående hushandler i her i Harlem, der for fem år siden var en krigszone og om fem år er et Østerbro.

Det er med hjertet i halsen, jeg afgiver mine pegefingeraftryk ved immigrationsskranken i lufthavnen. Jeg er bange for, om mit navn, Hassan, vil vække Homeland Security’s interesse for mig, fordi et eller andet computer-advarselssystem forveksler mig med en anden Hassan, der har andre intentioner med et besøg i USA, end jeg har, og at de så ville sende mig til til et hemmeligt CIA-fængsel et eller andet sted i verden, hvor Geneve-konventionen ikke gælder. (Jeg skulle ikke have set Rendition, inden jeg tog afsted). Og, hvis ikke mine “terror-intentioner”, så vil linierne i mit fingeraftryk uden tvivl afsløre den uafsluttet sprut-sag fra New Orleans, jeg har, tænker jeg: Ung, iklædt cowboystøvler, med hår ned til midt på ryggen, blev jeg i 1990 efter en længere slingre-tur i min vens store Malibu, fyldt med Coors Extra Gold og Stephanie, Luwana og Carrie, stoppet med blå blink af to betjente, der med trukkede pistoler anholdt mig og smed mig ind i en celle. Cellen var i forvejen bebeot af 10-15 sorte medfanger, og ham, der havde fået flået sin t-shirt i stykker ved anholdelsen eller i et slagsmål, sagde til mig: “jeg vil have din lille, hvide røv!”. (Hverken før eller siden har nogen kaldt min lille røv for hvid!).

Jeg afbrydes af manden ved immigrantionsskranken, der kigger op fra computeren og med et formelt men oprigtigt smil siger: “Welcome to the US, Sir!” (Sagen er nok skyllet væk af Katarina eller faldet for en forældelsesfrist!).

Det er ved at blive mørkt udenfor caféen. Jeg overvejer, om jeg skal gå hjem nu.

Jeg tror ikke, det er min oplevelse fra detentionen i New Orleans men snarere den enorme mængde amerikanske film med sorte, som kriminelle gangstere, som jeg er vokset op med, der gør, at jeg er utryg efter mørkets frembrud her i Harlem. Jeg ser en narkohandlende, psykopatisk, våbenbærende, rascist i enhver sort, jeg går forbi. Alene fordi han er sort. Hvilken magt filmen har! På trods af angsten føler jeg et underligt slægtskab med de sorte. Mon de deler det, når de ser på mig? I Harlem er jeg hvid.

I går var jeg inde og se en af de to sorte forestillinger, der spiller på Broadway for tiden. Ud over Cat on a Hot Tinroof (med Ms. Huxtable i hovedrollen) har også Passing Strange et all-black cast. Passing Strange gør i musical-form op med myten om den fattige, ghetto-fortabte, kriminelle, sorte hip-hop’er og beskriver i stedet en ung, sort middelklasse-musikers udviklingshistorie. I 70’erne rejser han fra sin mor og en amerikansk virkelighed, som han ikke er en del af, (selvom han er velstillet,) fordi han er sort, gennem et liberalt og tolerant Europa. Han spiller musik, drikker sig fuld, møder piger, ryger joints. Helt som man skal! Jeg sidder under forestillingen og bliver mindet om de historier, min far har foltalt om det Europa, han kom til fra Pakistan i 60’erne, som han elskede og besluttede sig for at blive i, fordi det var så rummeligt (og havde joints!).

I dag, mange år senere, rejser jeg den anden vej! Jeg forlader et kontinent til fordel for et andet for, ligesom den unge mand i showet, for at finde ud af, hvad jeg skal gøre for at blive en del af en helhed. I mit tilfælde den helhed, som vi kalder “dansk”.

“Det offentlige billede spiller en afsindig væsentlig rolle. Hvis brune borgere i et samfund, ikke ser sig selv repræsenteret i det offentlige billede, (medierne og kulturlivet; red. (sjovt at få lov til at skrive “red.”)) så sender vi et smertefuldt signal til dem om, at de ikke tæller, at de ikke har betydning.” Sharon Jensen har danske rødder. Hendes forfædre rejste til USA fra Vestjylland, fordi de dér ikke kunne praktisere deres baptisme i fred. I dag leder hun centret Inclusion in the Arts (Inklusion i Kunsten), der fungerer som vidensbank og rådgivningscenter og overvågningsenhed for kulturlivet ift. den diversitets-forpligtelse, som den amerikansk fillm- og teaterbranche eksisterer under.

Sharon tilhører den lange række af personer, som jeg har mødt, mens jeg har været her ovre. Jeg bevæger mig på kryds og tværs gennem Manhattan med subway og til fods efter et fold-sammen-kort. I tasken har jeg en diktafon og en notesblok. Jeg optager alle mine samtaler med skuespillere, manuskriptforfattere, producenter, forbundsrepræsentanter, konsulenter, rektorer, instruktører, forfattere, jounalister, teaterchefer, professorer og castere. Og på min computer har jeg fotos af dem alle, som jeg har overført fra mit lille kamera. De fleste smiler. De, der ikke er skuespillere, virker forlegne og uvante med kameraet. Nogle er sorte, nogle brune, og nogle hvide. Måske overfortolker jeg, men jeg synes, at jeg kan se en fælles stolthed i deres blikke.

April-nummeret af månedsmagasinet American Theater dumper på en solfuld, tidlig forårsdag på Nørrebro ned i mit skød. Min method-mentor og ven, der oprindelig er fra USA, har medbragt dette teaterblad, der har farve-repræsentation i kunsten som tema, til et af vore møder på caféen Laundromat i Elmegade.

I bladet udtaler en lang række film- og teaterfolk sig om inklusion, eksklusion, dårlige vaner og gode oplevelser ved den store Brownout (“Brun-ude”) paneldebat, der har branchen som målgruppe. Jeg bemærker en vidunderlig og misundelsesværdig indsigt og frihed i deres sprog, og da jeg kommer hjem til computeren i lejlgheden på Frederiksberg, begynder jeg at bombardere panel-medlemmerne med emails.

Blandt andre Dr. Daniel Banks: “Vi bruger ikke begrebet farveblind casting mere. Jeg ønsker ikke, at folk er blinde for min farve. Jeg er stolt over min farve,” irettesætter han mig første gang, jeg taler med ham i telefonen kort efter min ankomst: “Utraditionel casting”, foreslår jeg, da vi senere samme dag mødes på en café ved siden af New York University, hvor han underviser på Tisch, afdelingen for film og drama. “Utraditionel i forhold til hvad?”, spørger han. “Sorte har spillet Shakespeare i hundredevis af år. Og hvorfor kalder vi det ikke for “utraditionel jazz”, når hvide spiller jazz? Det ville indeholde den samme absurditet. Jeg bryder mig heller ikke om begrebet diversitet i denne sammenhæng, for vi ved jo godt, at diversitet opstår som resultat af vores individualitet, ikke vores hudfarve!”. “Inklusion”, er mit næste bud. “Inklusion!”, udbryder han spontant, inden han trækker vejret, ser på mig og med en tålmodig fars utryk siger: “Jeg skal sgu’ ikke inkluderes af nogen, fordi jeg er sort. Jeg er her og jeg har rettigheder. Jeg vil hellere tale om rettigheder og diskrimination, hvis det skal være.”

Intet og alt er, som jeg havde forventet. Hverken i forhold til min research eller i forhold til min forestilling om New York. Jeg ved ikke rigtig, hvordan jeg skal forklare det: På den ene siden minder byen mig meget om København, eller enhver anden Europæisk storby: Down Town, hvor jeg boede min første uge, er fyldt med velklædte, moderigtige, unge mennesker, der drikker latte og spiser økologiske pizze. På den anden side er alting helt anderledes. På Upper East Side, hvor jeg boede, lige inden jeg flyttede op til Harlem, går damerne aldrig i mindre end Prada, og jeg er den eneste mand, der ikke er iklædt silkeslips. Og så er der China-town, Little Italy og områder, hvor der kun tales koreansk, græsk, eller spansk...

“Selvfølgelig er der mexicanere, der går i sombrero, dovent holder siesta og drikker for meget Tequlla. Men virkeligheden er, at restauranter i Mexico slet ikke ser ud, som vi i Vesten forestiller os, at de ser ud. De er ikke folkloriske. Og det er jeg heller ikke,” siger Ruben Polendo, chefen for Theater Mitu, et teater, der arbejder mulitkulturelt, men udenom den multikulturelle stereotyp, og baserer sig på japanske (!) teatertekniske traditioner. “I hjertet af Mitu sidder en mexicansk-amerikansk teaterchef. Og jeg ønsker, som teaterchef, at give publikum en version af min kultur, der ikke er underlagt det stereotypernes klodsede, tunge åg, som ofte præger den hvide fremstilling af os. Alting er mexikansk i dag: rock, ballet, Shakespeare. Det er som om den hvide æstetik har stjålet alt det fede og overladt lidt montre-materiale til os andre. Vi har fantastisk teater i Mexico! Moderne! Men i Europa er der ingen, der vil se en mexicansk performance, der ikke er “mexicansk”,” siger han med tyk spansk accent på ordet “mexicansk” og markerer gåseøjnene med fingrene.

Dr. Jim Wilson er forsker ved City University of New York. Han modtager mig ved receptionen, hvor han har måttet vente på, at jeg fandt en Taxa, der valgte min viftende arm på en af Mid-Towns taxatørstende boulevarder. Jim er en hvid mand i 40’erne og har en PhD i stereotyper med fokus på Black-face traditionen på de amerikanske teaterscener i 20’erne og 30’erne. Black-face var ekstreme karrikaturer over negeren, (et ord, som i øvrigt ikke anvendes i USA mere under nogen omstændigheder!). “Stereotyper har en bestemt funktion”, fortæller Jim: “vi bruger dem til at definere os selv i forhold til andre mennesker, men vi bruger dem også til at “u-menneskeliggøre” en befolkningsgruppe, sådan at det bliver lettere for os at behandle dem umenneskeligt. Vi kan f.eks. se på historien, at hvis et land skal i krig med et andet land, så er landet først tvunget til at fjerne noget af det menneskelige fra det andet lands befolkning. Ellers vil vi, som mennesker, simpelthen ikke acceptere at gå i krig og slå ihjel. Det samme gør sig gældende med befolkningsgrupper indenfor et samfund. Vi må fjerne det, vi genkender hos dem, hvis vi skal behandle dem som f.eks. slaver.”

“Og dette er vores specielle gæst fra Danmark”, præsenteres jeg pludselig som. “Han er en berømt skuespiller, der har fået en medalje af den Danske dronning.” Hverken det ene eller det andet er sandt, men jeg har ikke mod på at korrigere, for som det næste bliver jeg bedt om at rejse mig og fortælle om mig selv og forholdene i Danmark. Jeg er til panel-debat med branchen om vilkårene for øst-asiatisk-amerikanske (pakistanske, indiske, m.m.) skuespillere i filmbranchen. Jeg famler mig frem i min fremlæggelse. Engelsk er ikke min eneste sproglige forhindring lige nu. Jeg er også sprogligt underbemandet i forhold til vores emne og i forhold til mine amerikanske kolleger. Jeg er en nybegynder. Og pludselig mærker jeg på min egen krop, hvor svært det er at tale om de her ting, hvis man ikke har et sprog. Det er ubehageligt at være bange for hele tiden at sige noget forkert, der træder nogen over tæerne, og siden risikere at blive skudt i skoene, at man er rascist. Konferencieren træder til og redder mig. Hun fortæller med vanlig amerikansk sans for overdrivelse, at jeg er “pionér” på området i Danmark og pludselig står hele salen op og klapper, som var vi til AA-møde, og nogle kommer hen og vil trykke mig i hånden, selvom den er godt svedig af den uventede opmærksomhed.

At sproget og kommunikationen er det allervæsentligste, er noget, de fleste er enige om her ovre. Filmskuespillerforbundet SAG (Screen Actors Guild) har som formål at udvikle et sprog for at kunne bekæmpe uvidenhed om konsekvensen af eksklusion og skabe et trygt miljø, hvor synspunkter og idéer kan udveksles og problemer diskuteres, så bevægelsen mod en bedre diversitets- og inklusionspraksis aldrig ophører. Organisationen Inclusion in the Arts bliver ved med at bringe relevante spillere (producenter, teaterchefer, castere) i inklusionsspillet sammen, så de kan finde løsninger og udvikle et fælles sprog, som alle kan acceptere. Universiteter, teatre og filmselskaber afholder hele tiden panel-debatter og andre arrangementer, hvor sproget afprøves og udvikles der tager fat om de nye problemer eller håb eller krav, der opstår. Og alle de individer, som jeg har mødt – sorte, hvide, kvinder, mænd; fra skuespiller til teaterchef eller filmproducent, har forpligtet sig, ikke til at caste en bestemt skuespiller på grund af eller på trods af hans hudfarve, men til at deltage i debatten. Og det nytter! Tallene er bedre år for år.

Jordan Thaler er chef-caster på The Public Theater, der er det største teater i New York og har tidligere castet til film og Tv: “Jeg har har sagt “ja!” til at deltage i debatten, for jeg kender fremtiden, og jeg ønsker at være en del af den. Og du skal ikke være alt for bekymret. Den ser lys ud for dig og mørk for de folk fra branchen i Danmark, der af den ene eller den anden grund, stiller sig på bagbenene i forhold til at afspejle diversiteten i det omgivende samfund. For de vil med tiden blive skubbet ud i grøftekanten. Måske ikke i deres egen levetid. Men det vil ske, for historien viser, at de værker, der er eviggyldige, er de værker, der er almenmenneskelige. Tiderne skifter og det er kun det, der har relevans, vi beholder. Det nationalromantiske, det etno-specifikke eller hvide kasseres. Se bare på den amerikanske film- og teaterhistorie!”

Fredag i sidste uge var den store dag. Jeg møder op på Actors Studio efter endelig at have modtaget den invitation fra ledelsen, som gør, at jeg må overvære deres sessioner. Jeg har sommerfugle i maven! Som method-skuespiller er det det endelige pilgrimsrejsemål for mig at stå her i regnen foran den lille bygning, som gennem tiden har huset nogle af de bedste skuespillere, der har eksisteret. Jeg træder indenfor og præsenterer mig og modtages med kaffe og venlige håndtryk. En ældre sort kvinde rejser sig besværet efter en blodprop og byder mig velkommen. Hun synes, at mit projekt er prisværdigt, siger hun. Vi taler længe om den amerikanske inklusionshistorie og meget andet: For mig har Actors Studio altid stået for diversitet, for hende representerer Danmark en velfærdsideologi, som hun godt kunne tænke sig at leve under, “nok især nu, hvor jeg er blevet så gammel”, griner hun. Medlemmerne af studio’et begynder at dukke op. Der er alle slags mennesker. Gamle, unge, kvinder, mænd, latinoer, sorte, asiater. Der er helt unge skuespillere, der er friske og ivrige, og der er ældre skuespillere, både sorte og hvide, hvis ansigter jeg kender fra talløse amerikanske film og tv-serier. Og det er tydeligt, at på dette sted spiller hudfarven ingen rolle.

Men det kan den gøre: “På et tidspunkt i 90’erne opstod der pludselig en situation, hvor alle de store Tv-stationer havde produceret Tv-serier uden en eneste sort skuespiller i en hovedrolle. Den afro-amerikanske nationalkongres trådte sammen og holdt en pistol for panden på stationerne: “Hvis I ikke laver det om, så boy-cott’er vi Jer”, sagde de. Det ville sige, at et hundrede millioner seere og købere af produkter, som virksomheder reklamerer for på Tv, ville afstå fra at se de Tv-kanaler, der var rent hvide. Dét fik producenterne op af stolene! De castede om og undgik boy-cott’en i 11. time, og siden har de været mere forsigtige”, fortæller Adam Moore, en af seks diversitetsrepræsentanter i SAG. Han har givet mig en ordentlig stak rapporter om etnisk repræsentation i amerikanske film. Man tager det alvorligt, det med inklusionen, i filmbranchen her! På hver eneste filmproduktion er der en assistent, der “tæller” skuespillere i relation til deres etniske oprindelse. “En af de metoder, vi bruger, er incitament: Vi slækker lidt på vores lønkrav til producenterne og der er skattefrihed, hvis de caster inkluderende, for producenternes argument er ofte, at de mister indtægter, hvis de caster inkluderende,” siger Adam Moore. Men inklusionsrepræsentanterne spiller på mange tangenter: databaser over farvede skuespillere; uddannelses-seminarer for castere; showcases; panel-debatter med repræsentanter fra alle funktionsområder i branchen; og meget, meget mere.

Det virker som om, det er en blanding af krav og pres, økonomisk incitament og gode viljer, der har ført til, at man i USA er nået så langt, som man er og har udsigt til at få sin første sorte præsident.

Jordan, der har være med gennem alle årene og overværet og deltaget i forandringen, siger: “Der var mange teaterchefer og instruktører, der troede, at det ikke gjorde nogen forskel, om de castede ham den ene brune skuespiller. Men det gør en enorm forskel! Det er her, det hele begynder, og det er sådan at andre brune trænder ind i branchen, andre teatre hyrer brune spillere, og at det brune publikum møder op i teatret. Og hvem ved så, hvor det så ender? Hvis en brun spiller kan få succes på scenen, så kan han måske også blive instruktør eller teaterchef. Og sådan kan den næste præsident måske blive brun. Det er kun gennem repræsentation, at vi kan få ægte forandring. Jeg kan ikke skrive om en handicappets problemer, sådan som han kan. Og hvis jeg forsøger mig, så bliver det med udgangspunkt i mine forestillinger og fordomme om ham, selv hvis jeg har researchet et par uger”.

Mine tanker spreder sig, og jeg husker pludselig på begrebet kunstnerisk frihed: “Er det ikke en individuel beslutning, at man ikke vil lave teater med poltiske motiver? Hvad hvis man bare vil lave teater og ikke bekymrer sig om det etno-politiske?”, spørger jeg, og han svarer: “Vi må huske på, at alt kunst er politik. Man sender en politisk besked gennem alt, man foretager sig eller ikke fortager sig på en scene. Også gennem de skuespillere man stiller der op eller ikke stiller der op. Det er et ansvar, man må påtage sig at forholde sig til. Ikke andet. Bare forholde sig til. Hvis man efterfølgende, af en eller anden årsag, kun ønsker hvide spillere, så har man jo ret og frihed til det.”

Jeg bliver mindet om, at jeg for noget tid siden var til workshop i den tunge sten-krypte under Riverside kirken ved siden af Columbia University med selveste Augusto Boal. Nobelprismodtageren Boal. “Alting er politik. At bilde sig ind, at det, man gør, ikke er politisk, især hvis man gør det foran en masse mennesker, er ikke indbildning, men politik!,” skriver han i sin bog Theater of the Oppressed, (De understyktes Teater). Den og bøgerne Beyond Tradition (Ud over Traditionen), The Percistence of Whiteness in Hollywood (Fastholdelsen af Hivdheden i Hollywood), White Like Me (Hvid som Mig) og The Impact of Race (Racernes Indflydelse) er et par af de mange, mange bøger om filmen og teatrets funktion i relation til repræsentation, stereotyper og diskrimination, som jeg har samlet ind i New Yorks mange boghandlere. Sammen med en ordentlig stak teaterstykker om emnet, biografier om etno-politiske figurer indenfor borgerrettighedsbevægelsen, Dvd’ere med dokumentarfilm, film og Tv-serier, og romaner med relation til emnet, blandt andet afro-amerikaneren James Baldwin’s fantastiske bog The Fire Next Time, (Næste gang Ildebrænd), er det, min stakkels kæreste, der er på studietur her i byen med Den Danske Filmskole, må slæbe hjem til Danmark, så jeg har plads i kufferten til flere og mere.

I et andet kapitel i Augusto Boals Theater of the Oppressed læser jeg, at kunstens rolle, ifølge Aristoteles, er at rette naturens “fejl” ved hjælp af naturens egne løsningsforslag. Han bruger huden, “der burde kunne modstå vejr og vind, men ikke kan det”, som eksempel. Vi “retter” naturens fejl ved at bruge kunsten at væve tøj, eller kunsten at bygge huse.

Og jeg tænker, at kunsten, altså vores film- og tv-produktioner og vores teaterstykker, måske også kan rette den “fejl”, som naturen har skabt ved at give dig og mig forskellig hudfarve, og der igennem forvirre os til at tro, at der skulle være forskel på os.

Jeg bladrer ivrigt tilbage gennem min hukommelse og mine noter og finder ud af, at den sorte hovedkarakter i musicalen Passing Strange slutter hele showet af med ordene: “Livet er en fejl, som kun kunsten kan rette!”

Med kærlig hilsen,

Hassan Preisler, brun

PS! Det har været svært at begrænse mig. Der er mange historier at fortælle, jeg har mødt utrolig mange mennesker, deltaget i mange debatter og workshops, overværet prøvforløb, set teaterstykker og film. Og i den næste tid skal jeg se, om jeg kan nå igennem min lange liste over relevante personer, som jeg vil nå se, inden jeg rejser hjem: Der er f.eks. den hyper-kommercielle hvide film-caster Roseanne, der brænder for inklusion. Der er forfatteren Jack Shaheen, der har skrevet Reel Bad Arabs, en bog om de arabiske sterepotyper i Hollywood-film. Der er borgerrettighedsforkæmperen, filmstjernen Estelle Parsons. Og så har jeg mine tirsdags og fredags sessioner på Actors Studio, (hvor jeg er blevet stillet i udsigt, at jeg skal møde Harvey Keitel, Al Pacino og Ellen Burstyn!). Og jeg vil se The Good Negro, The Fever Chart og Betrayed i teatret og Operation Filmmaker og A Jihad for Love i biografen og The Wire på Tv. Og jeg vil deltage i det næste Brownout panel. Og jeg skal en tur til Washington og møde direktøren for Cook-Ross, diskriminationseksperten Dr. Howard Ross. Og jeg skal... Fortsættelse følger!

PPS! Send flere penge.