Blog

Gerlev Idrætshøjskole - "Jeres særlige rolle"

Thu, 3 Jun 2010 10:54:17 +0200

Jeg vil jeg gerne begynde med at takke arrangørerne for at have inviteret mig.

Jeg har glædet mig meget til at møde Jer i dag. I har en helt særlig rolle at spille, en rolle som ingen andre kan tage på sig. Det vender jeg tilbage til senere.

Et land som Danmark, hvor en del af befolkningen har det med sig selv, som børnene i den film I lige har set, har et tydeligt problem! Ikke kun i forhold til det enkelte barns selvoplevelse, men også i forhold til de ønsker om lige muligheder, om retfærdighed og dermed om sammenhængskraft, som ethvert demokrati må have for sig selv.

Et barn, der vokser op med et negativt syn på sig selv, har ikke samme muligheder i livet, som et barn, der vokser op med et positivt syn på sig selv. Det er ikke retfærdigt, og det truer sammenhængskraften.

MURRAY HILLS

Lad os begynde et helt andet sted. Lad os begynde i Murray Hills i bjergene i det, der senere blev Pakistan, men dengang var en del af den britiske koloni Indien. I 1945 blev den unge og højgravide Fakhanda sendt op i bjergene, fordi hendes mands søster var blevet indlagt på et sindsygehospital.

Tre gange om dagen gik Fakhanda op ad sneklædte veje fra den stenhytte, hun var indlogeret i til sindsygehospitalet med mad til svigerinden, indtil hun en dag blev forhindret, fordi hun fødte en søn. Han kom til at hedde Asad.

Samme år, som Asad blev født, ramte den unge frihedskæmper Mogens fra Charlottenlund en lygtepæl og blev fejet af trinbrættet på den Ford, han stod på siden af. Den dag var han på vej til Gallopbanen sammen med en deling New Zealandske soldater for at fejre befrielsen af Danmark og havde drukket en hel del små sorte. (Små sorte var en afskyelig drik, man drak dengang. Den bestod af lige dele kaffe og snaps). Mogens blev indlagt på hospitalet med nogle brækkede ribben og en hjernerystelse, og da han vågnede, var det første, der mødte ham, synet af sygeplejersken Else.

Fem år senere fik Else og Mogens datteren Lise Lotte. Lise Lotte kom til at vokse op i de nordlige forstandskommuner til København. Hun var lyshåret, havde blå-grønne øjne, var slank og klædte sig smart i jeans, skjorter og hæklet poncho.

Ligesom Danmark blev befriet fra en besættelse, blev Indien nogle år senere det også. Landet deltes, som i ved, og Asad tilbragte sin tidlige ungdom i det helt unge Pakistan. Asad var meget mørk i huden, havde sort hår og mørkebrune øjne. Smalle, skræddersyede jakkesæt var hans favorit-påklædning.

Lise Lotte er min mor, Asad er min far, og i 1967 mødtes de til et bal i Cambridge i England, hvor Asad studerede, og hvor Lise Lotte var au-pair hos familien Bullimore. De forelskede sig og giftede sig først, og siden blev Lise Lotte gravid. (Eller også var det omvendt).

Jeg blev født på Charlottenlund fødeklinik. Kort efter flyttede vi til Bern i Schweiz, hvor min far havde fået job, og min søster Rebecca blev født. Fra Bern flyttede vi videre til Berlin, der dengang var delt i øst og vest af muren.

Den amerikanske sektor i Vestberlin blev stedet, hvor jeg tilbragte det første af min barndom.

Jeg voksede op i en multikulturel enklave. I Berlin havde man opdaget, at måden at få byen på benene igen midt i den kolde krig, var at tiltrække ressourser fra hele Verden. Derfor var instituttet, min far arbejde på, befolket af forskere fra USA, Indien, Frankrig, Italien, England, Pakistan, osv.

I den tilhørende compound boltrede man sig i mangfoldigheden. En mangfoldighed af kulturer og nationaliteter - og i øvrigt en mangfoldighed af bevidsthedsudvidende stoffer og en mangfoldighed af seksualpartnere. Tiden var 70erne.

NEGATIVE KONSEKVENSER

I al denne flower-power kom det som en overraskelse for mig, da jeg opdagede, at det kunne havde negative konsekvenser for mig, at min far var fra Pakistan.

Jeg havde netop overstået førsteåret på den dyre privatskole Mühlenau, og vi skulle deles op i ‘de dygtige’ og ‘de mindre dygtige’. Det blev vi på baggrund af et karaktersystem af guld- og sølvstjerner, som i løbet af året var blevet klistret på et stort kartonark, der hang oppe ved tavlen. Vi var syv år gamle.

Da inddelingen blev læst op i klassen, viste det sig, at jeg var blevet placeret blandt ‘de dårlige’. Lise Lotte og Asad gik til skoleledelsen for at finde ud af hvorfor.

Skolens begrundelse var, at jeg skrev femtallet spejlvendt. Man mente ikke, at jeg ville kunne klare at være i den ‘dygtige’ del af klassen, fordi jeg var præget af min fars kultur i forhold til sproget. (I ved, i Pakistan skriver man fra højre mod venstre). Det hjalp ikke, at min far forklarede, at han ikke talte sit oprindelige sprog med mig, og at jeg ikke kunne skrive et eneste ord på Urdu, for skolen påstod, at det lå i generne! (Min far er doktor i genetik, i øvrigt).

DANMARK

Lise Lotte og Asad flyttede familien til Danmark. Jeg kom på en dansk skole, hvor der allerede var en del elever fra fx. Pakistan. I min klasse, Iqbal og Kamal.

Den ideologi, der prægede tiden og min skole, fortalte os, at vi alle var lige – uanset etnicitet og kultur, og Lise Lotte og Asad var glade for, at vi var flyttet til Danmark. Jeg voksede op, spillede trommer og teater, gik til fodbold og til fester i ungdomsklubben og fik skiftende kærester.

Men sammen med min krop voksede inden i mig en underlig følelse af mindeværd.

Halvfjerserne blev til firserne, og i takt med tiden udviklede jeg en stigende grad af skam i forhold til, hvordan jeg ser ud, og i forholdet til mit navn.

Umærkeligt og ubevidst afskar jeg mig først fra Iqbal og Kamal; siden begyndte jeg at deltage i mobningen af dem, og jeg var lykkelig for, at jeg var mindre pakistaner og lysere i huden, end de var. Til forældremøderne var jeg flov over min fars accent, og når vi gik sammen på gaden, min far og jeg, sakkede jeg bagud, for han var så anderledes og mørk at se på. Når han en sjælden gang imellem lavede pakistansk mad, så rørte jeg den ikke af frygt for at lugte af karry eller hvidløg. Når jeg bestilte tid hos frisøren kaldte jeg mig Christian, og jeg lærte mig selv at undskylde min oprindelse med en standardintroduktion, som lød ca. sådan her:

“min far er ikke muslim; han elsker alkohol og spiser gerne svinekød, og jeg har heldigvis aldrig været i Pakistan, som er et tilbagestående og kvindeundertrykkende samfund, og jeg taler ikke et ord Urdu, og min mor er helt lys og har blå øjne, og jeg er født og opvokset i Danmark – bare rolig!”

Jeg klædte mig, formulerede mig og opførte mig så ‘dansk’ som overhovedet muligt for at kompensere for min hår-, øjen- og hudfarve, der afslørede, at jeg ikke var som alle de andre.

Mange år senere besluttede jeg at lave Dukketesten for at undersøge, om jeg er den eneste, der lever med denne utilpashed eller utilfredshed med egen hudfarve.

INTERNALISERET RACISME

I følge forskningen, så hedder det, som jeg og børnene oplever, internaliseret racisme, og det betyder noget i retning af ‘racisme vendt mod sig selv’.

Den franske psykolog Franz Fanon skriver i bogen Sort Hud, Hvide Masker:

“Den internaliserede xenofobi/racisme udmønter sig ofte i et selvhad, et kompliceret og til tider latent selvhad, der blandt andet kommer til udtryk i forskelligartede tendenser til selvudsletning, selvudviskning, decideret fortrængning eller farveblindhed, efterligning af hvide æstetiske skønhedsidealer, m.v.”

Han fortsætter:

“Mennesker med “sort hud, hvid maske” bliver frataget muligheden for et positivt selvværd. Dels fordi erfaringskomplekser udenfor majoritetens kulturelle horisont i vidt omfang bliver nedvurderet eller helt negligeret, dels på grund majoritetens negative eller paternalistiske repræsentationer af “den anden”.”

Kim Su Rasmussen er dansk forsker og har lavet en afhandling, der hedder Hvad er Dansk Racisme? Her i skriver han blandt andet:

“I et land som Danmark udvikler de farvede minoriteter en bevidsthed om sig selv, der i høj grad er medieret via den hvide og dominerende befolkningsgruppes blik på det farvede menneske. Dette blik på minoriteterne bliver særlig italesat og cirkuleret via massemedierne. I TV, radio og aviser hører man en konstant negativ omtale af minoriteterne, samtidig med at der stilles stadig større krav til minoriteterne om at tilpasse og indordne sig de danske forhold. Det betyder, at minoriteterne kommer i en situation, hvor man enten bliver anklaget for ikke at tilpasse sig, eller tilpasser sig og samtidig hermed må overtage og internalisere den negative opfattelse af minoriteterne og dermed også af sig selv.”

Kim Su Rasmussen konkluderer, at:

“Den internaliserede racisme fører til dannelse af et mindreværdskompleks eller til et decideret selvhad”.

IA-TEST

Hvordan ser det mon ud for Jer her i salen i forhold til den internaliserede racisme? Lad os undersøge det.

Jeg kunne godt tænke mig at gennemføre en lille test med jer. Den hedder The Implicit Association Test (det betyder noget i retning af indbyggede forestillinger). Normalt tager man testen på internettet. Den ligger Harvards hjemmeside, hvis I skulle få lyst til at gentage den.

Testen afslører, at vi forbinder billeder langt hurtigere, når de allerede er forbundne i vores hjerner, og jeg har forsøgt at lave en version, der passer til os her i denne sal.

Lad os komme i gang.

Vi skaber nu to kategorier. Den ene hører til den højre hånd og hedder ‘Hvid, og den anden hører til den venstre hånd og hedder ‘Brun. Når noget, jeg siger, associerer til den ene eller den anden kategori, så løfter i den ene eller den anden hånd. Forstået?

Her kommer testens første del:

Hvid (højre) Brun (venstre)

Bent
Martin
Mohammed
Nagieb
Samir
Jens
Hussein
Søren
Malik
Peter
Asad

Det var let. Det var det, fordi der åbenbart er stærke associationer mellem ‘Hussein’ og ‘brun’ og mellem ‘Søren’ og ‘hvid’. Lad os nu skabe to andre kategorier:

Godt (højre) Dårligt (venstre)
Slem
Retfærdig
Flittig
Klog
Doven
Ond
Fantastisk
Vold
Tyv
Smerte
Grim

Det var også let. Ikke? ‘Grim’ og ‘Dårligt’ går sammen ligesom ‘Fantastisk’ og ‘Godt’ går sammen. Nu prøver vi at sammensætte to helt adskilte kategorier:

Hvid (højre) Brun (venstre)
eller eller
godt dårligt

Malik
Peter
Slem
Retfærdig
Bent
Flittig
Martin
Klog
Nagieb
Samir
Ond
Fantastisk
Vold
Hussein
Søren
Tyv
Smerte
Grim
Asad
Jens

Det var sværere, men det kunne lade sig gøre. Nu prøver vi at vende det om, så det hedder:

Hvid (højre) Brun (venstre)
eller eller
dårligt godt

Doven
Asad
Jens
Flittig
Dygtig
Bent
Martin
Nagieb
Dum
Retfærdig
Intelligent
Samir
Hussein
Venlig
Fred
Søren
Ond
Malik
Fantastisk
Peter

Det var langt sværere. Det var det, fordi der åbenbart er stærke associationer mellem ‘Hvid’ og det gode. ‘Hvid’ og ‘Venlig’ går sammen ligesom ‘Hvid’ og ‘Søren’ går sammen. Men når vi kommer til at skulle sætte ‘Brun’ og ‘Godt’ sammen, så får vi problemer.

Disse berømte Implicit Association Tests, som er blevet gennemført af millioner af brugere, kan man altså tage med langt større videnskabelig præcision på nettet. De kan teste både i forhold til ens syn på ‘race’, på hudfarve og på de arabisk-muslimsk udseende.

Jeg har selv taget de forskellige tests flere gange, og jeg kan ikke ændre mit resultat. Jeg en ubevidst præference for det hvide. Ligesom børnene i filmen, ligesom Jer, og ligesom en overvejende del af dem, der har taget testen, så foretrækker jeg hvid frem for brun.

PRÆFERENCER

Hvorfor?

I følge forskerne vælger vi ikke at have præferencer for den dominerende gruppe og dens hudfarve. Vi påtvinges dem.

Den amerikanske psykolog Ellen Langer mener, at præferencer er tillært tidligt i livet og oftest på en forsimplet måde: Slanger er farlige, solnedgange er fredelige, mødre er kærlige. Børn lærer at have præferencer fra en tidlig alder, men de kommer til at mangle indsigt i, at de præferencer, som de har lært, blot er en forsimplet måde at se Verden på. Slanger kan være fredelige, solnedgange fyldt med smerte og mødre kan altså være yderste ukærlige, skal jeg hilse og sige. Ligesom brune mennesker kan være kloge, venlige og fantastiske, og hvide kan være voldelige, onde og dovne.

Vi bliver ofre for de forsimplede kontruktioner, vi selv har skabt. Vi begynder at tro på dem, fordi de kommer til at føles rigtige. Men de føles rigtige, fordi det er sådan vi har lært, at det skal være, og vi glemmer, at vi selv har skabt sammenhængen. Og når vi udfordres i den følelsesmæssige sandhed, som er følgen af sammenhængen, så lægger vi igen vægt på, at det føles rigtigt og derfor også må være sandt. Men at det føles sandt er jo betinget af, at det på et tidspunkt er blevet lært. En sang føles forkert, hvis den først er blevet oplevet spillet på én måde, og på et senere tidspunkt spilles anderledes, og det har vist sig, at is der kommer i en rund boks frem for en firkantet i følge smagstests smager bedre, også selvom det er den samme is, der er i boksen.

Det føles rigtigt, uden at man tænker yderligere over det, når vi fyldes med positive følelser overfor et hvidt menneske og negative overfor et farvet.

I henhold til den Libanesiske forfatter Amin Maalouf opbygger alle mennesker i deres hoveder mere eller mindre forenklede billeder af verden omkring dem. Hvis tilværelsen ikke skal fremtræde som en kaotisk strøm af uforståelige begivenheder, må man have nogle forestillinger om, hvad der er godt og ondt, rigtig og forkert, og hvad der er ens særlige plads i verdensordenen. Men i den sammenhæng sker det desværre alt for ofte, at vi definerer vores plads og identitet ved hjælp af modsætninger. Vi er noget som de andre ikke er. De andre er noget, som vi ikke er. F.eks. hvide er gode og farvede er onde.

”Forbruget af fjende- og vennebilleder har været grådigt i de seneste årtier, og omkostningerne har været store både på det individuelle og samfundsmæssige niveau”, skriver Amin Maalouf.

Jeg gik på en skole, der var delt op i mindre skoler. Min skole hed Troldeskolen. Neden under Troldeskolen lå Regnbueskolen. Bagved de fredelige navne lå næringen til en konflikt. Jeg kunne ikke lide dem fra Regnbueskolen fra min første skoledag.

Forsøg viser, at hvis jeg opdelte denne sal ned gennem midten i to grupper: A og B, så ville I efter noget tid begynde at have præferencer for dem I jeres egen gruppe, og I ville begynde at opbygge en modvilje mod dem, der er i den anden gruppe.

Som sagt, så vælger vi altså ikke at have præferencer for en gruppe frem for en anden. Vi påtvinges dem gennem opvæksten og gennem socialiseringen.

Men hvordan bliver præferencerne for den dominerende gruppe og dens hudfarve spredt, og hvordan bliver de så rodfæstet, at vi ikke længere bemærker dem eller sætter spørgsmålstegn ved dem dem?

Det bliver de i følge forskningen via de kollektive fortællinger som omdeles gennem medierne og populærkulturen: Hvis vi udelukkende ser hvide mennesker på TV-skærmen, i reklamen, på lærredet og scenen eller på fodboldbanen, så påvirker det os. Hvis det meste af det vi ser, der er hvidt, er godt, og den smule vi ser af det, der er farvet, er skidt, så påtvinger det os præferencer – siger forskerne altså.

PÅVIRKNINGSTEST

Og vi er meget lette at påvirke. Psykologen John Bargh har lavet en test, der afslører, hvor meget der foregår i vores underbevidsthed, som vi ikke er klar over, og hvor lette vi er at påvirke, ikke kun til at føle noget bestemt men også til at handle på en bestemt måde.

Testen går ud på, at en række forsøgspersoner bliver bedt om at konstruere sætninger på fire ord ud af fem ord, som bliver læst op. Ordene er f.eks:

- vær vil mødes ensomme de
- den himlen synligt grå er
- skal nu trække glemsomme vi
- os bingo synge spille lad
- solskin gør temperatur rynkede rosinerne

Da psykologerne gennemførte testen kunne forsøgspersonerne løse opgaverne uden større problemer. Men testen havde et helt andet formål, end deltagerne troede. De troede, de lavede en gramatisk test, men i virkeligheden blev de påvirket til at sætte farten ned, når de går.

Da forsøgspersonerne forlod forsøgslokalet, gjorde de det gående ned af gangen i et væsentlig lavere tempo, end de ankom i. Testen påvirkede forsøgspersonernes følelser og dermed deres opførsel!

Hvordan? Prøv at husk tilbage på sætningerne. Spredt ud i dem var ord som “bekymret”, “ensommme”, “grå”, “glemsomme”, “bingo” og “rynkede”. Ord som vi forbinder med alderdom.

Disse ‘gemte’ ord om var nok til, ikke kun at ændre det, som forsøgspersonen føler, men også det, som forsøgspersonen gør. Så let er det!

UOVERENSSTEMMELSEN

I Danmark mener vi, at vi har ligestilling. Vi mener, at der er lige muligheder for alle, uanset køn, etnisk oprindelse, alder, osv. men jeg ville kunne remse en uendelig lang række områder op, hvor det er så som så med ligestillingen.

Her er et par eksempler:

Kun en ud af 35 forskere kommer fra et ikke-akademisk hjem. Det er stort set umuligt at blive forsker, hvis man kommer fra en arbejderfamilie.

Topledelsen i erhvervslivet består af 95% mænd, 5% kvinder. Det er stort set umuligt at blive topleder, hvis man er kvinde.

Og i mit fag, indenfor i kulturlivet, ser det heller ikke godt ud: I følge Danmarks Statistik er op mod 10% af den danske befolkning farvet. I storbyerne er det tallet det dobbelte, i de københavnske skoler er det 33%. Dét ser man ikke, når man tænder for sit Tv for at se et afsnit af en Tv-serie, når man går i biografen eller i teatret. Som eksempel så fastholder Det Kongelige Teater, vores nationalscene, Jeres nationascene, et scenisk billede af danskeren som hvid, blåøjet og lyshåret. Jeg har større chance for at møde en anden, der ligner mig, på Sejerø end jeg har på Det Kongelige Teater.

I sportens verden gør det samme billede sig gældende. Som eksempel kan jeg nævne, at der er mangel på farvede danskere, der spiller fodbold på top-niveau. De findes på klubholdene, men for at spille på landsholdet, virker det som om, man stadig skal være hvid. Derfor har vi ingen Zlatan Ibrahimovic – eller for at forsætte med de svenske – ingen Bakircioglü eller Shaaban, ikke engang en Henke Larsson eller Martin Dahlin. I Tyskland har de Serdar Tasci, Dennis Aogo, Jerome Boateng, Sami Khedira, Mesut Oezil, Mario Gomez - for bare at nævne nogen. Og på tilskuersæderne ser det også meget sort ud her til lands – eller hvidt, for at være mere præcis. Ken, der er tidligere formand for den danske roligan klub udtaler, at klubben ikke har nogle medlemmer af anden etnisk baggrund, og adspurgt om årsagen, svarer han, at der nok ikke kommer nogen, før der er en spiller som Zlatan på landsholdet.

TALENT

“Men handler det ikke bare om talent?”, kan man så spørge. “Er det ikke bare den mest talentfulde, der bryder igennem?”

Lad os undersøge det:

Ishokey i Canada er nationalsporten, som betyder mindst lige så meget for enhver canadier, som fodbold gør for danskeren eller cricket for pakistaneren. De fleste drenge drømmer på et eller andet tidspunkt om at blive sportsstjerne. For nogen af os lykkes det, for andre ikke.

Og det er de mest talentfuld, det lykkes for. Eller er det?

I Canada opdagede en forsker, at alle, og jeg mener virkelig alle, ishokeyspilere på et af de førende hold i den nationale liga, var født i månederne januar, februar og marts. Han besluttede sig for at undersøge hele ligaen og kom frem til samme konklusion: Hvis man vil spille ishokey, så skal man være født i de tre første måneder af året.

Hvordan kan det være?

Det har hverken noget med astrologi eller magi at gøre. Det handler ene og alene om, at skilledatoen for aldersudvælgelse til ungdomsligaen er 1. Januar. Derfor vil en dreng (eller pige), der er født d. 2. Januar komme til at spille sammen med drenge (eller piger), der er op til 364 dage – eller næsten et helt år – yngre end dem selv. Dette giver åbenbart et så stort fysisk forspring, at den canadiske voksen-liga er domineret af spillere, der er født i januar, februar og marts.

Konsekvensen er, at den – der på grund af sin fødselsdato, tilfældigvis er lidt mere moden, lidt større og lidt mere erfaren – er den, der bliver betegnet, som den mest talentfulde.

Det betyder også, at hvis man er født i december, så kan man godt skyde en hvid pil efter at blive professionel ishokeyspiller i Canada.

Mon ikke der ligger en masse vidunderlige talenter skjult mellem alle de børn, der blev valgt fra, fordi de var født i årets sidste 9 måneder?

I England er skæringsdatoen for børn til den nationale ungdomsliga indenfor fodbold lige efter sommerferien, og det har medført, at der stort set ikke findes nogen spillere på de højere niveauer, der er født i sommermånederne. Det samme gør sig gældende i Tjekkiet, Tyskland, Sverige osv.

“Ishokey og fodbold” er kun spil, kan man sige. Men det samme forhold træder igennem, når man fokuserer på områder med langt større konsekvens, f.eks. uddannelsesområdet. Et barn, der er født i slutningen af en cyklus må forventes at være op til et år efter nogle af sine klassekammerater i fysisk og mental udvikling.

Talent er ikke bare talent, talent er også tilfældigheder – tilfældigheder som vi oftest er blinde for.

SUCCES

Talrige undersøgelser konkluderer at det, der er afgørende for, om man får succes, om man bryder igennem, er held, omstændigheder - og frem for alt muligheder.

De tre største og mest succesfulde personligheder indenfor softwareindustrien, Bill Gates (Microsoft), Steve Jobs (Apple) og Bill Joy (internetsoftware) er alle født i 1955. De var præcis 21 år gamle da PC’en blev opfundet, og de fik mulighed for at sidde på college ved en computer i usædvanlig mange timer og lære at udvikle software før alle andre, fordi de netop var 21, da PC’en kom frem, ikke 18 eller 25, men 21 og dermed collegestuderende på den første PC-årgang nogen sinde.

Hvis man skal blive rigtig dygtig til at spille violin, lave pop-hits, programmere eller spille fodbold, så skal man have mulighed for at gøre det i rigtig mange timer. En undersøgelse viser, at musikstuderende, der øver sig mere end deres medstuderende, er dem, der senere vil komme til at leve af det. Det er ikke dem, der fra begyndelse var mest talentfulde, der bryder igennem, det er dem, der har vilje, omstændigheder og frem for alt mulighed for at øve sig mere end alle de andre. Ericsson hed den forsker, der undersøgte forholdene for violinspillere ved Berlins Elite Akademi for Musik. Han fandt ikke et eneste ‘natur-talent’!

Mozart havde mulighed for at øve sig non-stop, Beatles fik mulighed for at gøre sig dygtige gennem rigtig, rigtig mange jobs på små barer i Liverpool og Hamborg, Tiger Woods havde mulighed for at træne sit drive igen og igen, og brødrene Laudrups far gav dem muligheder ved at trille bold med dem ude i baghave fra det øjeblik, de kunne gå.

Talent og succes handler altså i høj grad om muligheder.

BEGRÆNSEDE MULIGHEDER

Men hvad har alt det med hudfarve at gøre? Jo, jeg mener, at vi i Danmark ubevidst kommer til at begrænse mulighederne for en gruppe i samfundet på basis af deres hudfarve. Lad mig forklare, hvad jeg mener med et eksempel:

Charlotte Paludan er forsker og har udgivet bogen Børnehaven Gør en Forskel. Med baggrund i sit feltarbejdet beskriver hun, at der findes to ‘toner’ i samspillet med børn og pædagoger; to måder hvorpå pædagoger og børn kommunikerer med hinanden.

Den første hedder Undervisningstonen, og den beskriver “situationer, hvor den voksne lægger vægt på indføring, forklaring, instruering og lignende.”

Den anden hedder Udvekslingsgstonen og den beskriver “situationer, hvor pædagoger og børnehavebørn taler sammen.”

Det er oftest den voksne, der spiller ud med en af tonerne, og barnet, der beslutter, om det er undervisnings- eller udvekslingstonen, der føres videre, men Charlotte Paludan har lagt mærke til, at:

“de, der må insistere og forvente, at dette meget sjældent lykkes, er fortrinsvis etniske minoritetsbørn (de farvede), mens det som hovedregel er muligt for etniske majoritetsbørn (de hvide)” – at vælge hvilken tone, der skal præge samspillet.

Det her gør sig også gældende for farvede børn med store sproglige kapaciteter, uddyber hun og opsumerer:

“tendensen er, at undervisningstonen regelmæssigt høres i interaktionen mellem etniske minoritetsbørn (de farvede) og pædagogen, mens der er sammenhæng mellem udvekslingstonen og etniske majoritetsbørn (de hvide).”

Dette markerer, at pædagogerne er ubevidst forudindtaget og har derfor lavere forventninger til etniske minoritetsbørn end til etniske majoritetsbørn. Det påvirker naturligvis børnenes muligheder, når de vokser op.

Psykologerne Steele og Aronson har lavet en undersøgelse med sorte, amerikanske college-studerende og 20 opgaver taget fra en standard optagelses-test til collegeuddannelsen. Når de sorte studerende blev bedt om at identificere deres race i et spørgeskema inden testen, var det nok til at påvirke dem med alle de negative stereotyper, der er associeret med at være sort, også i relation til akademisk formåen, at de halverede (!) antallet af korrekt løste opgaver i forhold til kontrolgruppen, der ikke skulle definere deres ‘race’.

MEDIERNES ROLLE

Men hvad er det for “negative stereotyper”, der her tales om, og findes de også i Danmark?

Jeg vender nu tilbage til mediernes indflydelse:

Op til valget i 2001 dominerede indvandreremnet totalt i medierne i følge statitstikkerne. Udlændingeneemnet var uden sammenligning det emne, der fik mest spalteplads og sendetid. Hestehoveder foran de andre emner.

Til eksempel så emnefordelingen på forsiderne af de fem største aviser sådan ud:

Sundhed 5%
Økonomi 8%
Skat 18%
Udlændinge 60%

Det var i øvrigt Ekstra Bladet, der – for mediernes vedkommende – brød isen og skabte et intenst fokus på de etniske minoriteter med sine kampagner Godhedens Pris i 1995 og De Fremmede i 1997.

(Ordet ‘fremmede’ betegnede i øvrigt alle dem, som havde anden etnisk baggrund end dansk, og er i dag grundfæstet i vores kollektive udtryksform og bliver brugt af de fleste. Jeg er ‘fremmed’, i er ‘fremmede’).

Tv-dækningen adskiller sig ikke. Hvis vi vender tilbage til valget i 2001, så er dette emnerne, man ville opleve, at tv-stationerne fokuserede på, når man satte sig for at se nyheder:

Terror 1%
Økonomi 5%
Lov og orden 6%
Sundhed 6%
Ældre 11%
Skat 13 %
Udlændinge 61%

“Afspejler medierne ikke bare vælgernes interesse?” vil man så spørge. Jo, man plejer at kunne se, at mediernes dagsorden i grove træk følger vælgernes dagsorden. Men udlændingespørgsmålet er en undtagelse. Indvandrer-emnet var under valgkampen i 2001 decideret overeksponeret i forhold til vælgernes interesse. Hvis man ser på dækningen overordnet, så finder man frem til at den var på 42% mod en vælgerinteresse på 20%.

Det er væsentligt at bemærke, at når der tales ‘indvandrere’ i medierne så er det med et bestemt fokus. F.eks. blev ordet ‘andengenerations-indvandrer’ i løbet af året år 2001 i over 90% (!) af tilfældene brugt i forbindelse med kriminalitet.

Hvis vi lige vender tilbage til mit fag, så er tendensen den samme. Når farvede skuepillere endelig tilbydes teater- og filmroller, så er de defineret af majoritetens forestilling om vores etnicitet: ‘kioskejeren med tyk accent’, ‘den fanatiske terrorist’, ‘det kriminelle bandemedlem’, og, som noget nyt: ‘den velintegrerede, velfungerende politimand, politiker eller pædagog, der alligevel ikke kan opretholde sin almen-menneskelighed, fordi han til syvende og sidst er tynget af sin kulturelle arv’.

ULIGHED I USA

Jeg bliver lidt ved kulturlivet:

I USA besluttede man på et tidspunkt, da presset fra minoriteterne blev for stort, at vende blikket indad og sige: "Hvad kan vi gøre anderledes, os der er indenfor og tilhører majoriteten, for at opnå bedre inklusion og mere mangfoldighed for samfundets bedste?”. Man spurgte: “Kan det være noget inden i os, der forhindrer lige muligheder og adgang for alle?”

Og så gik man ellers i gang med at gennemføre en lang række tiltag på mange områder. Et af de mest spændende var blind-auditions. Dem indførte man på de amerikanske symfoniorkestre: Ansøgeren går til optagelsesprøve bag en skærm, sådan at optagelsesudvalget ikke kan se ansøgeren og dermed lade sig påvirke af f.eks. køn og etnicitet.

Året efter så de amerikanske symfoniorkestre fuldstændig anderledes ud. Man gik fra, at 95% af musikerne var hvide mænd, til at mennesker af alle farver og begge køn fyldte stolesæderne. I dag er halvdelen af musikerne kvinder.

Inden disse blind-auditions havde forklaringen på den manglende inklusion i orkestrene været, at “kvinder og farvede ikke var dygtige nok”.

Påfaldende, ikke?

Hvis vi i Danmark går rundt og mener, vi ikke forskelsbehandler, men med uerkendte præferencer for hvidheden i vores underbevidsthed, så gør vi måske som optagelsesudvalgene i de amerikanske symfoniorkestre og begrænser mulighederne for de, der ikke er hvide,

Sådan mener forskerene, at det kan forholde sig.

KULTUREL INTELLIGENS

Da jeg skulle forberede mig til i dag, stødte jeg på en helt ny bog om Kulturel Intelligens. Kulturel Intelligens er evnen til at gøre sig forståelig og skabe resultater på tværs af kulturforskelle. I den står på side 1, at ‘det, den kulturelle intelligens skal bedømmes på, er resultatet af kulturmødet – ikke på deltagernes intensioner og tanker’.

Resultatet af kulturmødet!

Førende forskere udtrykker i dag, at det, i den globaliserede Verden, er niveauet af kulturel intelligens, der vil afgøre, hvordan man klarer sig. Derfor går Ikea, IBM, McDonalds, Saxo Bank (hm!) og andre store virksomheder foran og viser, hvordan man sikrer sin overlevelse og udvikling: Hvis man vil have succes i fremtidens Verden, så må man inkludere og opbygge interkulturelle kompetencer.

AT ÆNDRE EN KULTUR

Uden et niveau af kulturel intelligens kan man risikere, at der står ting i vejen én; ting der ikke lige er til at se ved første øjekast. Der kan være noget, der er rodfæstet i kulturen, noget der skjuler sig, som spærrer for, at man kan gøre det, der er mest hensigtsmæssigt, mest fornuftigt og mest rimeligt.

Sådan forholdt det sig i luftfartselskabet Korean Air.

Teorien om de ‘etniske flystyrt’ er teorien om, hvordan stædige nationale vaner kan være uhensigtsmæssige – ja, decideret farlige. Korean Air havde en styrt-ratio, der var 17 gange højere end gennemsnittet. Det vil sige, at der var en ret stor sansynlighed for at styrte ned, når man fløj Korean Air. Der var ikke noget galt med deres fly, og deres piloter og teknikkere havde den rigtige uddannelse. Alligevel styrtede det ene fly efter det andet ned. På et tidspunkt besluttede den koreanske præsident at gøre noget ved sagen: “vores nationale stolthed står på spil”, sagde han.

Korean Air fik vendt udviklingen og i dag er selskabet en del af et solidt internationalt partnerskab og har vundet forskellige luftfartspriser. Ingen tænker i dag om Korean Air, at det er et selskab på vej ned – i bogstaveligste forstand.

Men hvordan fik Korean Air vendt udviklingen?

Det begyndte med, at man erkendte, at man havde et problem – selvfølgelig. Herefter besluttede Korean Air at få hjælp udefra. Specialister fulgte procedurerne i selskabet, interviewede medarbejdere og analyserede virksomheden og nåede frem til, at ‘problemet’ i forhold til flysikkerheden lå i den koreanske kultur.

Det kræver en forklaring: De fleste lande i vesten er ‘afsenderorienterede’. Det vil sige, at det er afsenderens ansvar, at finde ud af, om beskeden er modtaget. Det er mit ansvar at finde ud af, om I har forstået, hvad jeg siger, og derfor gør jeg mig umage; kigger rundt og forsøger at finde ud af, om i hører efter, om det går for stærkt eller for langsomt, om jeg taler højt nok, osv. De fleste lande i Asien er derimod ‘modtagerorienterede’, hvilket vil sige, at det er modtagerens ansvar at sikre at beskeden er modtaget og forstået. Det vil sige, at hvis der er noget, I ikke forstår, så skal I finde svaret på det. Dette har noget med autoritets-strukturer at gøre, som jeg ikke vil komme ind på nu.

Men det er tydeligt, at de ting, der er bygget ind i den koreanske kultur, og som i andre sammenhænge kan være både raffinerede og velfungerende, kommer til at være direkte farlige, når man befinder sig i et flys cockpit. Her må det ikke være pilotens ansvar at sikre, at han har forstået den besked, som f.eks. radio-operatøren kommer med. Nej, radio-operatøren må sikre, at beskeden er trængt igennem til piloten, inden han overlader beslutningen, om hvad der skal gøres, til ham.

Kan det tænkes, at der - ligesom der gjorde for Korean Air – findes dele af vores danske kultur, der kommer til at stå i vejen for, at vi kan handle mest hensigtsigstmæssigt, mest fornuftigt og mest rimeligt i mødet med en Verden i forandring – og dermed et Danmark i forandring?

SIR JAMES MELLON OG DEN DANSKE STAMME:

Den unge englænder James Mellon kom første gang til Danmark på ‘stop’ uden en øre på lommen i 1948, han fik et sommerjob og blev siden student på Århus Universitet.

Langt senere vendte han tilbage som Sir James Mellon og britisk ambassadør i Danmark. Forinden havde han været ambassadør i Ghana, hvor han som fritisantroprolog havde studeret Ashanti-stammen. I bogen Og Gamle Danmark, påstår James Mellon, at danskerne ikke en nation i dens normale forstand, men en stamme, hvis vaner mindede ham meget om de tribale traditioner, han oplevede blandt Ashanti’erne i Ghana. Han skriver:

”Taler man om begrebet ”nation”, så drejer der sig også her om et fællesskab; men af en nation kræves om ikke mere så i hvert fald andet. Danskerne har godt nok udviklet sig, tilpasset sig. De har rejst rundt i verden og haft handelsmæssige og kulturelle forbindelser i alle verdensdele. Men de har aldrig arbejdet sig frem til en syntese af forskelligartede elementer, sådan som det kræves, hvis man skal kunne tale om en nation. Deres sammenhæng som folk skyldes faktisk en fremhæven af ensartetheden. Her gælder ikke ”både/og”, men ”hverken/eller”.

KONSEKVENSEN

Det har vist sig, at amerikanske virksomheder, der fokuserer på mangfoldighed og dermed opbygger kulturel intelligens klarer sig mere end dobbelt så godt, som de, der ikke gør. Det er godt for innovationen, nytænkningen og dermed for bundlinien at have en arbejdsmasse med bredsprektrede kompetencer, for virksomhederne bliver bedre rustet til forandring og konkurrence, når de har bredde i deres sammensætning.

Og det kan ramme hårdt, hvis man ikke får skabt kulturel intelligens og bredspektrede kompetencer.

Her er et eksempel:

Turismen i Danmark er i følge en rapport fra Copenhagen Economics faldet med 2% fra år 2000 til år 2007, mens den er steget med 23% i Europa og 32% i Verden samlet set i den samme periode.

I følge Frederik Preisler, der er direktør for et af de største reklamebereauer her til lands – og som jeg ikke er i familie med – så er det Danmarks nye image, der er skyld i faldet. Han forklarer, at Danmark tidligere blev opfattet som et frisindet, diplomatisk og meget menneskeligt land:

“Nu bliver vi opfattet som et lidt aggressivt land, som erklærer muslimer og det meste af den arabiske verden krig. Et land som ikke bryder sig om udlændinge... Det skaber forvirring om, hvad Danmark er: Er vi det lille idylliske land i nord, eller er vi et land, der er involveret i alverdens konflikter?”.

Niels Thomsen, der tidligere var direktør for et andet af landets største reklamebureauer siger:

“Danmark handler om hygge, nærhed og venlige mennesker. Vores restriktive indvandingspolitik og Mohammed-krisen er begivenheder, der er værre for Danmark, end hvis det var foregået i f.eks. Norge, hvor det er naturen og det storslåede, der sælger”.

Kunne det tænkes, at vi havde været i en anden situation – jeg mener, kunne vi ikke have undgået sammenstødene – eller i det mindste reduceret den negative konsekvens af dem – med lidt mere bredspektrede kompetencer og lidt mere kulturel intelligens?

JERES ROLLE

Og det er her I kommer på banen.

Hver gang man finder splittede samfund, så finder man også mænd og kvinder, drenge og piger, der lever i grænselandet mellem samfundene, hvis eksistens er præget af splittelsen. Ikke kun dansk-pakistanere som mig. Men også Jer, alle Jer der vokser op med både outsiderens perspektiv og insiderens forståelse. Og vi taler ikke om, at vi kun er en håndfuld mennesker. Nej, I er mange, rigtig mange, og der bliver flere af Jer dag for dag. I er frontløbere af fødsel eller på grund af livets forandringer og tilfældigheder, og I kan afstikke Jeres egen kurs.

De af Jer, der kan acceptere og bære Jeres komplekse identitet, vil kunne række henover de skel, der adskiller samfund og kulturer og blive den mørtel, der kan forene og styrke det samfund, vi lever i.

På den anden side, så kan de af Jer, der ikke kan håndtere Jeres egen kompleksitet, risikere at angribe de dele af Jer selv – i andre eller I Jer selv –som I ikke ønsker at rumme.

Som jeg lagde ud med at sige, så har Danmark hårdt brug for Jer, for I kan noget, som ingen andre kan: I kan se Danmark udefra og indefra. I har det særlige blik på vores land, som gør, at I kan se det, når det er løbet af sporet, og i forærer os de bredspektrede kompetencer, som vi behøver, og I tilføjer den kulturelle intelligens, som vi mangler.

ORDBRUG

Men først skal vi lige have slået fast, hvad det er, vi taler om, og hvordan vi taler om det. Jeg vil gerne lægge ud med at foreslå, at I sletter ordet ‘integration’ fra jeres ordforråd og erstatter det med ordet ‘demokratisering’, for det er demokratisering vores samfund længes efter!

Hvad betyder ‘integration’ overhovedet?

Da ordet havde sin storhedstid, betød det i følge flere kilder, f.eks. de danske forskere Olwig og Pærregård; forfattere til bogen Integration – Antropologiske Perspektiver, noget i stil med ‘tilpasning’, ‘optagelse’ eller ‘indslusning’. I dag er der ikke længere nogen fælles opfattelse af, hvad der menes med det, når vi bruger det. Begrebet har derfor mistet sin værdi og er i stedet blevet skalkeskjul for forskellige politiske indgreb. Jeg har i øvrigt lige læst, at begrebet i dag er tillagt en så negativ betydning, at mindre end 10% af de danskere, det relaterer sig til – altså de ‘farvede’ danskere, sådan nogle som jer og mig – har det godt med det.

Jeg tror i øvrigt heller ikke længere på, at sådan nogle som mig, dette lands Hassan’er, bare lige kan integreres eller opgraderes, og “bare lige kan gøre sådan og sådan” – så skal vi nok komme ind i varmen. Da min far kom til Danmark med sin doktorgrad fra Cambridge og to europæiske topstillinger på sit Cv, fik han også at vide, at han først lige skulle opgraderes (altså, integreres), så ville han blive en del af det danske folk. Min far gjorde det! Han lærte dansk, blev opgraderet til dansk pædagogmedhjælper og har indtaget danske øl og pølser, så hans cholesteroltal nu også er rigtig dansk. Men lige lidt betragtes han som dansker. “Hvor kommer du fra”, spørger man ham – på fyrretyvende år – som det første.

IDENTITET

Det er et spørgsmål, som jeg i øvrigt også bliver stillet. Men hvor mange gange det end er sket for mig, så ved jeg stadig ikke, hvordan jeg skal svare på det.

Er jeg halvt pakistaner og halvt dansker? Selvølgelig ikke. Identiteter kan ikke deles op i halvdele, trediedele eller nogen som helst andre dele. Og jeg har heller ikke flere forskellige identiteter, bare fordi jeg har “fler-kulturel” baggrund, som nogle kalder det. Jeg har én identitet, som er sammensat af mange komponenter kombineret til den blanding, der er enestående for mig – ligesom ethvert andet menneske har sin egen og enestående kombination.

Når jeg prøver at forklare dette, så ender det ofte med, at der kommer én eller anden og klapper mig på skulderen og siger: “selvfølgelig, selvfølgelig – men hvad føler du dig helt ærlig som, aller dybest nede”.

I lang tid syntes jeg, at det var et sjovt spørgsmål, men det får mig ikke længere til at smile, for jeg synes, spørgsmålet afspejler et syn på menneskeheden, der er farligt.

Skulle der i ethvert menneske, allerdybest nede, være et enkelt tilhørsforhold, som er vigtigere end alle de andre? Ét tilhørsforhold, en kerne eller en essens, der trumfer alle andre? Som om hele ens livsrejse, og ens forældres før en, hvor man opbygger sin smag, sine forhold, sin tro, er ingenting.

At fastholde en kompleks identitet er lig med marginalisering; en marginalisering, som ikke kun opbygges af racister eller nationalister, men også af dig og mig – på baggrund af snævre, fordomsfulde og forsimplende forestillinger, der reducerer identiteter til et enkelt tilhørsforhold.

Jeg vender tilbage til Amin Maalouf, den libanesiske forfatter fra før, som skriver:

“De globale stammer må forlades til fordel for et bredere begreb, for et stærkere tilhørsforhold med en mere komplet vision for humanitet. Den ny identitet må sammensættes af alle vores tilhørsforhold, hvor den primære er menneskeheden. I dag ændres tiden utrolig hurtigt, og vi er derfor langt tættere på vores tidsfæller end vores forfædre. Religioner, love og vaner har forandret sig væsentligt. Resultatet er, at vores historiske tilknytning er meget lille i forhold til vores nutidige tilhørsforhold. Vi taler oftest om den vertikale identitet, den der går tilbage i historien, men det er faktisk den horisontale, der påvirker os mest og derfor også beskriver os bedst. Hvad vi er, og hvad vi tror, vi er, er meget forskelligt.”

Jeg forsøger at fastholde, at min oprindelse, min identitet, er min egen, og jeg ønsker ikke at blive opgjort af andres forestillinger om, hvem jeg er. Ja, jeg er pakistaner. Og jeg er dansker. Jeg er undfanget i England og født i Danmark. Som barn boede jeg i Schweiz og Tyskland; som voksen har jeg boet i Beirut, New York og Madrid. Jeg lærte tysk før jeg lærte dansk, jeg talte engelsk med min bedste ven, der hed Suman. Jeg kan klare mig på spansk, men jeg kan ikke et ord urdu. Jeg kan bande og dirigere en taxa på arabisk. Min far voksede op som muslim. Min mor er buddhist. Jeg er døbt i Helligåndskirken på Strøget i København (lige overfor den store H&M – i ved), men jeg er ikke troende. Jeg læser engelske krimier af John le Carré, mens jeg lytter til musik af Nusrat Fateh Ali Khan og spiser mad fra den vietnamesiske restaurant om hjørnet.

Sådan er Verden. Sådan er jeg, og sådan er I. Og I er danskere! Det kan godt være, at i er pakistanere, tyrkere eller somaliere. Men i er også danskere.

DANSKHEDEN

Danskheden, den er vores. Det er os der definerer den. Vi må tage ejerskab over den for den tilhører os alle sammen.

“There is a crack in everything, that’s how the light gets in”, synger Leonard Cohen. Vi skal trænge ind i alle revnerne og beskrive en ny form for danskhed. En danskhed, der ærer demokratiet og giver alle lige adgang til de platforme, som er skabt til at udtrykke sig fra; en danskhed der forstår at udnytte den gave, der ligger i mangfoldigheden i forhold til udviklingen af dén vibrerende samfundsstruktur, som vi alle sammen ønsker og længes efter; en danskhed, der anerkender, hvor vigtigt det er for et menneskes følelse af selvværd og tilhør at se sig selv inkluderet og repræsenteret.

For at vores Danmark fortsat kan leve op til sine idealer, og på sigt undgå at gå til grunde under et nationalromantisk støvlag, må I på banen.

I skal skabe en ny diskurs og en ny bevidsthed om, hvilke elementer, der er indbygget i vores kultur, som spærrer for retfærdigheden. I skal oplyse os om de mange ressourcer, der ligger i mangfoldigheden. I skal uddanne os i konsekvensen af eksklusion. I skal lære os at vende optikken fra at se på ‘dem’ til at se på ‘os’. I skal afdække urimeligheder og uligheder. I skal kaste nyt lys over os. I skal forbedre vores systemer og udvikle vores kompetencer. I skal demokratisere os, og redde os fra os selv. Det er Jeres opgave.

KUNSTENS OG IDRÆTTENS ROLLE

Ligesom I kan anvende Jer af f.eks. det politiske liv og foreningslivet så kan I anvende Jer af idrætten og kunsten til at gennemføre Jeres mission!

Tiger Woods har fået antallet af sorte golf-spillere, indenfor en sport der ellers var forbeholdt de hvide – samt antallet af hvide fans, der tilbeder en sort sportsmand – til at eksplodere, og en nyere undersøgelse viser, at den direkte årsag til, at den store hvide middelklasse i USA kunne stemme på Obama, var, at den uge efter uge havde set en sort præsident, der var charmerende, intelligent og retfærdig – i Tv-serien 24 Timer.

Kunst og sport kan spille en afgørende rolle!

Mangfoldighed i kunst og sport på topniveau skaber idoler, viser os at talent findes alle steder og åbner vores øjne og vores hjerter.

Men kunst og sport kan spille en mindst lige så afgørende rolle som demokratiseringsfaktor, der udvikler og øger sammenhængskraften i samfundet.

I har sikkert set, at der fornylig har kørt en serie på DR, der hedder I Zlatans Fodspor. Man følger en række unge fyre med minoritetsbaggrund, der er potentielle fodbodspillere på elite-niveau. De bliver udvalgt til en fodboldskole, hvor Zlatan Ibrahimovic underviser.

(Programmet viser, at hvis man ønsker at talentudvikle med mangfoldighed, så må må man være villig til at bruge ressourcer på projektet.)

Men endnu mere interessant og meget mere væsentligt, så illustrerer programmet også, at sporten kan vise de unge, at de kan bruge træningen og sportens grundlæggende færdigheder, herunder udholdenhed, samarbejdsevne og fokusering overført til andre af livets udfordringer og opgaver; færdigheder som er nødvendige, hvis man vil klare sig i Verden af i dag.

Og – i øvrigt – som Platon sagde: “Man lærer mere om et menneske ved en times leg end ved et helt års samtaler”.

LIVETS KRITIK

Jeg vil slutte af med at fokusere lidt mere på mit fagområde, kunsten, som jeg jo kender bedst. I kan selv overføre idéerne til sportens Verden eller foreningslivet, hvis I synes.

Mathew Arnold er professor ved Oxford i England, og han er digter. Han siger, at ethvert stykke god kunst er præget af “ønsket om at rette menneskets fejl, lette menneskets forvirring og mindske menneskets smerte”, og at alle gode kunstnere ønsker “efterlade Verden bedre og gladere, end de fandt den”.

Dermed kan kunsten være et protest-råb mod tingenes tilstand, den kan styrke beskuerens indsigt, lære ham at se skønhed, hjælpe ham til at forstå smerte eller genoplive hans følsomhed, den kan pleje hans evne til empati og genoprette hans moralske perspektiv, og den kan skabe mere intelligente og retfærdige opfattelser af Verden.

Kunsten kan være livets kritik.

Lad mig komme med et eksempel:

I den engelsk-jamaicanske forfatter Zadie Smiths bog Hvide Tænder, møder vi Samad. Han er en midaldrende mand fra Bangladesh, ansat som tjener på en Indisk Restaurant i London. Han behandles dårligt af sin arbejdsgiver, har lange arbejdstider og får en meget lav løn, og kunderne belønner ham for hans slid med, hvad der svarer til et par kroner i drikkepenge pr. bord. Samad drømmer om at genvinde sin stolthed og gøre andre opmærksom på de rigdommme, der ligger begravet i ham, som ingen nogensinde ser bare skyggen af.

Han drømmer om at tage et stort skilt på maven, hvorpå der står: “Jeg er ikke bare tjener. Jeg har studeret, jeg er forsker, har været soldat. Min kone hedder Alsana, vi bor i Østlondon, men vi kunne godt tænke os at flytte nordpå. Jeg er muslim, men Allah har forladt mig, eller jeg har forladt Allah – Jeg er ikke sikker. Jeg har en ven, der hedder Archie – og flere andre venner. Jeg er 49 år gammel, men kvinderne vender sig stadig om efter mig på gaden. Nogle gange”.

Han får selvfølgelig ikke sådan et skilt, det gør ingen af os i det virkelige liv heller. Men Samad får det næstbedste. Han får en forfatter, der forsyner ham med en stemme.

Den bedste kunst udvider og forlænger vores sympatier og kommer dermed til at holde skilte op for os, hvorpå der står: “Jeg er ikke bare tjener!” eller “Jeg er ikke bare voldsmand, tyv, en uudannet mand, et underligt barn, morder, fange, en fiasko i skolen, eller en genert person, der ikke noget at sige”, eller “Jeg er ikke bare fremmed, indvandrer, flygtning, dansker med minoritets- eller anden etnisk baggrund, osv.”

En anden engelsk forfatter med det franske navn Alain de Botton skriver i sin bog Status Angst, at ethvert liv kan siges at være defineret af to store kærlighedshistorier. Den første – historien om vores søgen efter intim kærlighed – er velkendt og vel skildret. Den anden – historien om vores søgen efter kærlighed fra Verden – er en mere skamfuld fortælling. Men denne anden kærlighed er ikke mindre intens end den første, den er ikke mindre kompliceret, vigtig eller universel, og dens nedture er ikke mindre smertefulde. Der er ulykkelig kærlighed i denne kærlighedshistorie også.

Jeg håber, I vil tage fat og være med til at sikre, at kærlighedshistorier, der relaterer sig til den omgivende Verden, ikke i fremtiden vil være ulykkelige kærlighedshistorier for de børn man ser i Dukketesten, når den engang bliver lavet med mine og Jeres døtre og sønner.

Tusinde tak for Jeres tid!

Hvis I skulle få brug for en litteraturliste eller forslag til, hvad man kan læse for at dykke ned i det her emne, så send mig en mail på mail@hassanpreisler.dk

2010/Hassan Preisler

Det Kongelige Teater - “Luk os ind!”

Fri, 30 Apr 2010 17:33:45 +0200

“I mangler erfaring og uddannelse”, “Vi er ikke klar”, “I er ikke klar”, “Publikum er ikke klar”, “Den slags tager tid”, “Vi gør allerede alt, hvad vi kan”, “I må være mere tålmodige”, “Jeres niveau er ikke højt nok”, “I forstyrrer billedet”, “Det er ikke vores ansvar”, “Vi vælger bare de bedste” “I er ikke dygtige nok”, “I er jo ikke danskere”...  Har du hørt det her før?  Det er nogle af de forklaringer, vi kommer med, når vi bliver spurgt, hvorfor vi i kulturlivet ikke er bedre til at afspejle mangfoldigheden i det omgivende samfund. I dag er op mod 10 procent af den danske befolkning farvet. I storbyerne er det tallet det dobbelte. Dét ser man ikke, når man tænder for sit tv, går i biografen eller i teatret. For eksempel fastholder Det Kongelige Teater – i vores ellers så multikulturelle hovedstad, hvor hver femte indbygger er farvet – et scenisk billede af danskeren som hvid, blåøjet og lyshåret.  Jeg har større chance for at møde én, der ligner mig, på Sejerø end på Det Kongelige Teater – hvis man da ikke regner rengøringspersonalet og deltagerne til inklusionskonferencer med.  Det er ikke første gang, vi taler om det.  Vi har talt ‘inklusion’ og ‘diversitet’ så længe, jeg kan huske. Vi brugte bare nogle andre ord, da jeg var barn. Vi sagde ‘integration’ og sådan noget. Dengang, for 30 år siden, sad jeg nede hos jer og min far stod heroppe og talte. Hvilke ord bruger vi mon 30 år ude i fremtiden, når det er min datters tur til at stille sig her op?  Holdninger og hensigter var der dengang, det er der i dag, og det vil der også være i fremtiden. Spørgsmålet er selvfølgelig, hvornår vi ikke længere vil acceptere, at der er en kløft af uoverenstemmelse mellem vores hensigter og vores resultater – vores holdninger og vores praksis. Jeg tror ikke på, at vi kan holde ud at blive ved at mene, at hvis vi bare har de rigtige holdninger og har hensigterne på plads, så kan det umuligt være vores skyld, hvis vores institutioner ikke er inkluderende og mangfoldige. Jeg tror heller ikke på, at sådan nogle som mig, dette lands Hassan’er, “bare lige skal opgraderes”, og “bare lige kan gøre sådan og sådan”, for eksempel blive lidt bedre rent fagligt – så skal vi nok komme ind i varmen.   Da min far kom til Danmark med en doktorgrad fra Cambridge og to topstillinger fra Berlin og Bern på CV’et, fik han også at vide, at han først lige skulle opgraderes (integreres), så ville han blive en del af det danske folk . Min far lærte dansk, blev opgraderet til dansk pædagogmedhjælper og har indtaget danske øl og pølser, så hans cholesteroltal nu også er rigtig dansk.  Og alligevel, efter alle de pølser, står jeg her, som min fars søn, og siger det samme, som han gjorde for 30 år siden: “Luk os ind!”  Men det her handler jo ikke om min far og mig.  Jeg synes, det er ærgerligt, at vores kulturliv ikke er mere inkluderende, end det er, af tre årsager: • For det første: Det er en skam, at vi ikke ærer demokratiet og giver alle danskere lige adgang til de platforme, som vores samfund har skabt til at udtrykke sig fra. Jeg synes, vores kulturinstitutioner mister deres eksistensberettigelse i forhold til den plads i demokratiet, de indtager, hvis de gør sig elitære og ekskluderende. (Jeg mener, det er jo også mine penge, vi bruger her i det her skuespilhus).  • For det andet: Det er en skam, at vi ikke udnytter den gave, der ligger i diversiteten i forhold til udviklingen af dén vibrerende kunst, som vi alle sammen ønsker og længes efter. Vi beundrer og kopierer i stor stil mangfoldigsmetropolerne New York, Berlin og London. Men vi glemmer helt, at de netop har nået det, de har, fordi de han anvendt sig af deres diversitet til at udvikle den kunst og kultur, som i dag er inspirationen for hele verden, fordi den er alt andet end nationalromantisk, støvet og gammeldags. • For det tredie: Det er en skam, at vi ikke anerkender, hvilken virkelig væsentlige funktion vores branche rent faktisk kunne have i forhold til publikum. Vi ved, hvor vigtigt det er for et menneskes følelse af selvværd og tilhør at se sig selv repræsenteret og inkluderet i sit samfunds kulturliv og offentlige image , og vi ved, hvilken vrede og sorg det kan udløse at se sig lukket ude. På det område har vi stor betydning.  Tilbage til kløften af uoverenstemmelse: I USA oplevede man det samme modsætningsforhold mellem intentioner og resultater, som vi gør i Danmark. Man havde prøvet i årevis med hensigter og holdninger, erklæringer og inklusionskonferencer – og lige lidt virkede det. Man besluttede sig derfor for at vende blikket indad og sige: "Hvad kan vi gøre anderledes, os der er indenfor, for at opnå bedre inklusion og mere mangfoldighed i vores kulturliv, for kunsten og samfundets bedste?”.  Og så gik man ellers i gang med at gennemføre en række tiltag.  Et af de mest spændende – og mest afslørende – var blind-auditions, som man indførte på de amerikanske symfoniorkestre: Ansøgeren går til optagelsesprøve bag en skærm, sådan at optagelsesudvalget ikke kan se ansøgeren og dermed lade sig påvirke af for eksempel køn og etnicitet.  Året efter så de amerikanske symfoniorkestre fuldstændig anderledes ud. Musikere af alle farver og begge køn fyldte stolesæderne, og solisterne var ikke længere hvide mænd i 50erne.  Inden disse blind--auditions havde forklaringen på den manglende inklusion i orkestrene været, at “kvinder og farvede...” – kan i gætte det? – “...ikke var dygtige nok”. Man vidste fra undersøgelser, at de, der sidder med magten til at gøre det, ansætter, udpeger, premierer og caster dem, der ligner dem selv. Derfor testede man, om nøglen til forandring ikke lå hos dem, der havde magt til at forandre, altså, dem der er inde ? Og ikke hos dem, der ikke har magt, altså, dem der er ude.   Er dette så et isoleret amerikansk fænomen, eller kunne det tænkes, at det der står i vejen for et mangfoldigt dansk kulturliv, er en manglende villighed til at se på, om det også her til lands er vores vaner og traditioner, vores indbyggede og uerkendte præferencer, der er problemet, eller i det mindste en del af det?  Lad os undersøge det. På Harvard Universitetets hjemmeside implicit.harvard.edu ligger en test – Implicit Association (indbyggede forestillinger) Testen – som afslører, at vi forbinder billeder langt hurtigere, når de allerede er forbundne i vores hjerner.  Den mest berømte Implicit Association test, som er blevet gennemført af millioner af brugere, handler om hudfarve – eller race, som nogle kalder det.   Jeg har selv taget den. I begyndelsen af testen svarede jeg på spørgsmål om mine holdninger til farvede og til hvide. Jeg svarede, som jeg tror, at enhver her i lokalet ville: at jeg mener, at alle racer er lige.  Så kommer testen. Først opvarmningen: En serie af billeder kommer frem på skærmen. Når man ser et farvet ansigt, trykker man på e -tasten. Når man ser et hvidt, trykker man på i-tasten.   Første del af testen: Kategorierne er europæisk-amerikansk eller godt og afrikansk-amerikansk eller skidt og ordene er ‘smerte’, ‘ondskab’, ‘vidunderlig’, og så videre. De dukker frem på skærmen foran mig i hurtig sekvens blandet med billeder af farvede og hvide mennesker, og jeg skal placere dem i de to kategorier. Det går uden problemer. Hvide ansigter og positive ord i den ene kategori og farvede og negative i den anden. Så vendes kategorierne vendes om – Europæisk-amerikansk eller skidt og Afrikansk-amerikansk eller godt – og med det samme bliver det meget sværere. Jeg bliver langsom og begår mange ‘fejl’. Jeg prøver virkelig . Hvorfor er det så svært for mig at putte et farvet ansigt i kategorien afrikansk-amerikansk , når kategorien også er defineret af ordet godt , eller et hvidt ansigt i kategorien europæisk-amerikansk, når kategorien også defineres af ordet skidt?   Jeg har taget testen flere gange, og jeg kan ikke ændre mit resultat. Ligesom langt de fleste af dem, der tager testen, har jeg en ubevidst præference for det hvide. Samme test – men med endnu større præference for hvidheden – kan man i øvrigt gennemføre med arabisk/muslimsk-udseende personer. Sådan nogle som mig. I følge forskerne vælger vi ikke at have præferencer den dominerende gruppe og dens hudfarve, vi påtvinges dem via medierne og populærkulturen.   Medierne og populærkulturen. Hvis vi udelukkende ser hvide mennesker på skærmen, lærredet og scenen, så påvirker det os. Hvis det meste af det vi ser, der er hvidt, er godt, og den smule vi ser af det, der er farvet, er skidt, så påtvinger det os præferencer – siger forskerne. Jeg mener, vi kan konkludere, at vi allesammen arbejder på to plan: På det ene plan har vi vores bevidste holdninger – altså det vi vælger og ønsker at tro på. På det andet plan har vi vores ubevidste holdninger, som er de umiddelbare associationer og indbyggede forestillinger. De to plan kan, skræmmende nok, stå i direkte modsætningsforhold til hinanden, uden at vi bemærker det. Derfor kan vi mene ét og gøre noget helt, helt andet, uden at det synes at påvirke os. Hensigt på den ene side og praksis på den anden. Og hvis vi alle sammen går rundt og mener, vi ikke forskelsbehandler, men med præferencer for hvidheden i vores underbevidsthed, så gør vi måske alligevel – ligesom optagelsesudvalgene i de amerikanske symfoniorkestre, og vælger mennesker til eller fra på basis af deres hudfarve i forhold til ansættelser, castings, udnævnelser, priser, finansiering, og så videre, alt i mens vi tror, at vi vurderer talent og kvalitet. Sådan mener de amerikanske forskere, at det forholder sig.  Hvad skal der så til for at skabe et mere inkluderende og mangfoldigt kulturliv? Det kommer der sikkert en masse bud på i løbet af denne konference. Selvfølgelig kan vi lave tvungen regulering: lovgive og indføre kvoter. Og vi kan også indføre selvregulering og selvkontrol. Og det skal vi sikkert også.  Men jeg tror, det bliver virkelig svært at opnå dén forandring, der vil gøre kulturen til fælles eje, hvis vi ikke anerkender, at vi – os der er indenfor – må tage ansvaret på os, hvis vores kulturinstitutioner ikke afspejler deres omgivelser. Vi må se på os selv og vores egen rolle: vores vaner, traditioner og uerkendte præferencer. Jeg mener, at vi skal holde fast i, at vi ønsker at sikre, at vores kulturinstitutioner fortsat har relevans og også i fremtiden skal have en central plads i vores demokrati.  Derfor mener jeg også, at vi i kulturlivet snart må beslutte os for at gå foran og ikke sakke så håbløst bagud, når det gælder om at skabe nye standarder. Standarder, der ikke er så snævre, som de er i dag, som er mindre ekskluderende og fortidige og mere moderne og inkluderende.  Og kulturlivet spiller en rolle! En nyere undersøgelse viser, at den direkte årsag til, at den store hvide middelklasse i USA kunne stemme på Obama, var, at de uge efter uge havde set en sort præsident, der var charmerende, intelligent og retfærdig – i tv-serien 24 Timer .  Jeg håber sådan, at min datter ikke skal stå her oppe om 30 år, ligesom hendes farfar og far gjorde før hende, og sige: “Luk os ind”.

New York - rejseberetning

Thu, 15 May 2008 09:41:38 +0200

Jeg har nu været i New York i halvdelen af mit to-måneders ophold. Jeg sidder på en café i Harlem, hvor jeg har boet blandt de sorte den seneste uge. Jeg ser en enkelt hvid nu og da, oftest inden mørkets frembrud, men jeg ikke kan finde ud af, om han bor her, fordi han er progressiv, eller om det er, fordi han er boligspekulerende – for man kan gøre enestående hushandler i her i Harlem, der for fem år siden var en krigszone og om fem år er et Østerbro.

Det er med hjertet i halsen, jeg afgiver mine pegefingeraftryk ved immigrationsskranken i lufthavnen. Jeg er bange for, om mit navn, Hassan, vil vække Homeland Security’s interesse for mig, fordi et eller andet computer-advarselssystem forveksler mig med en anden Hassan, der har andre intentioner med et besøg i USA, end jeg har, og at de så ville sende mig til til et hemmeligt CIA-fængsel et eller andet sted i verden, hvor Geneve-konventionen ikke gælder. (Jeg skulle ikke have set Rendition, inden jeg tog afsted). Og, hvis ikke mine “terror-intentioner”, så vil linierne i mit fingeraftryk uden tvivl afsløre den uafsluttet sprut-sag fra New Orleans, jeg har, tænker jeg: Ung, iklædt cowboystøvler, med hår ned til midt på ryggen, blev jeg i 1990 efter en længere slingre-tur i min vens store Malibu, fyldt med Coors Extra Gold og Stephanie, Luwana og Carrie, stoppet med blå blink af to betjente, der med trukkede pistoler anholdt mig og smed mig ind i en celle. Cellen var i forvejen bebeot af 10-15 sorte medfanger, og ham, der havde fået flået sin t-shirt i stykker ved anholdelsen eller i et slagsmål, sagde til mig: “jeg vil have din lille, hvide røv!”. (Hverken før eller siden har nogen kaldt min lille røv for hvid!).

Jeg afbrydes af manden ved immigrantionsskranken, der kigger op fra computeren og med et formelt men oprigtigt smil siger: “Welcome to the US, Sir!” (Sagen er nok skyllet væk af Katarina eller faldet for en forældelsesfrist!).

Det er ved at blive mørkt udenfor caféen. Jeg overvejer, om jeg skal gå hjem nu.

Jeg tror ikke, det er min oplevelse fra detentionen i New Orleans men snarere den enorme mængde amerikanske film med sorte, som kriminelle gangstere, som jeg er vokset op med, der gør, at jeg er utryg efter mørkets frembrud her i Harlem. Jeg ser en narkohandlende, psykopatisk, våbenbærende, rascist i enhver sort, jeg går forbi. Alene fordi han er sort. Hvilken magt filmen har! På trods af angsten føler jeg et underligt slægtskab med de sorte. Mon de deler det, når de ser på mig? I Harlem er jeg hvid.

I går var jeg inde og se en af de to sorte forestillinger, der spiller på Broadway for tiden. Ud over Cat on a Hot Tinroof (med Ms. Huxtable i hovedrollen) har også Passing Strange et all-black cast. Passing Strange gør i musical-form op med myten om den fattige, ghetto-fortabte, kriminelle, sorte hip-hop’er og beskriver i stedet en ung, sort middelklasse-musikers udviklingshistorie. I 70’erne rejser han fra sin mor og en amerikansk virkelighed, som han ikke er en del af, (selvom han er velstillet,) fordi han er sort, gennem et liberalt og tolerant Europa. Han spiller musik, drikker sig fuld, møder piger, ryger joints. Helt som man skal! Jeg sidder under forestillingen og bliver mindet om de historier, min far har foltalt om det Europa, han kom til fra Pakistan i 60’erne, som han elskede og besluttede sig for at blive i, fordi det var så rummeligt (og havde joints!).

I dag, mange år senere, rejser jeg den anden vej! Jeg forlader et kontinent til fordel for et andet for, ligesom den unge mand i showet, for at finde ud af, hvad jeg skal gøre for at blive en del af en helhed. I mit tilfælde den helhed, som vi kalder “dansk”.

“Det offentlige billede spiller en afsindig væsentlig rolle. Hvis brune borgere i et samfund, ikke ser sig selv repræsenteret i det offentlige billede, (medierne og kulturlivet; red. (sjovt at få lov til at skrive “red.”)) så sender vi et smertefuldt signal til dem om, at de ikke tæller, at de ikke har betydning.” Sharon Jensen har danske rødder. Hendes forfædre rejste til USA fra Vestjylland, fordi de dér ikke kunne praktisere deres baptisme i fred. I dag leder hun centret Inclusion in the Arts (Inklusion i Kunsten), der fungerer som vidensbank og rådgivningscenter og overvågningsenhed for kulturlivet ift. den diversitets-forpligtelse, som den amerikansk fillm- og teaterbranche eksisterer under.

Sharon tilhører den lange række af personer, som jeg har mødt, mens jeg har været her ovre. Jeg bevæger mig på kryds og tværs gennem Manhattan med subway og til fods efter et fold-sammen-kort. I tasken har jeg en diktafon og en notesblok. Jeg optager alle mine samtaler med skuespillere, manuskriptforfattere, producenter, forbundsrepræsentanter, konsulenter, rektorer, instruktører, forfattere, jounalister, teaterchefer, professorer og castere. Og på min computer har jeg fotos af dem alle, som jeg har overført fra mit lille kamera. De fleste smiler. De, der ikke er skuespillere, virker forlegne og uvante med kameraet. Nogle er sorte, nogle brune, og nogle hvide. Måske overfortolker jeg, men jeg synes, at jeg kan se en fælles stolthed i deres blikke.

April-nummeret af månedsmagasinet American Theater dumper på en solfuld, tidlig forårsdag på Nørrebro ned i mit skød. Min method-mentor og ven, der oprindelig er fra USA, har medbragt dette teaterblad, der har farve-repræsentation i kunsten som tema, til et af vore møder på caféen Laundromat i Elmegade.

I bladet udtaler en lang række film- og teaterfolk sig om inklusion, eksklusion, dårlige vaner og gode oplevelser ved den store Brownout (“Brun-ude”) paneldebat, der har branchen som målgruppe. Jeg bemærker en vidunderlig og misundelsesværdig indsigt og frihed i deres sprog, og da jeg kommer hjem til computeren i lejlgheden på Frederiksberg, begynder jeg at bombardere panel-medlemmerne med emails.

Blandt andre Dr. Daniel Banks: “Vi bruger ikke begrebet farveblind casting mere. Jeg ønsker ikke, at folk er blinde for min farve. Jeg er stolt over min farve,” irettesætter han mig første gang, jeg taler med ham i telefonen kort efter min ankomst: “Utraditionel casting”, foreslår jeg, da vi senere samme dag mødes på en café ved siden af New York University, hvor han underviser på Tisch, afdelingen for film og drama. “Utraditionel i forhold til hvad?”, spørger han. “Sorte har spillet Shakespeare i hundredevis af år. Og hvorfor kalder vi det ikke for “utraditionel jazz”, når hvide spiller jazz? Det ville indeholde den samme absurditet. Jeg bryder mig heller ikke om begrebet diversitet i denne sammenhæng, for vi ved jo godt, at diversitet opstår som resultat af vores individualitet, ikke vores hudfarve!”. “Inklusion”, er mit næste bud. “Inklusion!”, udbryder han spontant, inden han trækker vejret, ser på mig og med en tålmodig fars utryk siger: “Jeg skal sgu’ ikke inkluderes af nogen, fordi jeg er sort. Jeg er her og jeg har rettigheder. Jeg vil hellere tale om rettigheder og diskrimination, hvis det skal være.”

Intet og alt er, som jeg havde forventet. Hverken i forhold til min research eller i forhold til min forestilling om New York. Jeg ved ikke rigtig, hvordan jeg skal forklare det: På den ene siden minder byen mig meget om København, eller enhver anden Europæisk storby: Down Town, hvor jeg boede min første uge, er fyldt med velklædte, moderigtige, unge mennesker, der drikker latte og spiser økologiske pizze. På den anden side er alting helt anderledes. På Upper East Side, hvor jeg boede, lige inden jeg flyttede op til Harlem, går damerne aldrig i mindre end Prada, og jeg er den eneste mand, der ikke er iklædt silkeslips. Og så er der China-town, Little Italy og områder, hvor der kun tales koreansk, græsk, eller spansk...

“Selvfølgelig er der mexicanere, der går i sombrero, dovent holder siesta og drikker for meget Tequlla. Men virkeligheden er, at restauranter i Mexico slet ikke ser ud, som vi i Vesten forestiller os, at de ser ud. De er ikke folkloriske. Og det er jeg heller ikke,” siger Ruben Polendo, chefen for Theater Mitu, et teater, der arbejder mulitkulturelt, men udenom den multikulturelle stereotyp, og baserer sig på japanske (!) teatertekniske traditioner. “I hjertet af Mitu sidder en mexicansk-amerikansk teaterchef. Og jeg ønsker, som teaterchef, at give publikum en version af min kultur, der ikke er underlagt det stereotypernes klodsede, tunge åg, som ofte præger den hvide fremstilling af os. Alting er mexikansk i dag: rock, ballet, Shakespeare. Det er som om den hvide æstetik har stjålet alt det fede og overladt lidt montre-materiale til os andre. Vi har fantastisk teater i Mexico! Moderne! Men i Europa er der ingen, der vil se en mexicansk performance, der ikke er “mexicansk”,” siger han med tyk spansk accent på ordet “mexicansk” og markerer gåseøjnene med fingrene.

Dr. Jim Wilson er forsker ved City University of New York. Han modtager mig ved receptionen, hvor han har måttet vente på, at jeg fandt en Taxa, der valgte min viftende arm på en af Mid-Towns taxatørstende boulevarder. Jim er en hvid mand i 40’erne og har en PhD i stereotyper med fokus på Black-face traditionen på de amerikanske teaterscener i 20’erne og 30’erne. Black-face var ekstreme karrikaturer over negeren, (et ord, som i øvrigt ikke anvendes i USA mere under nogen omstændigheder!). “Stereotyper har en bestemt funktion”, fortæller Jim: “vi bruger dem til at definere os selv i forhold til andre mennesker, men vi bruger dem også til at “u-menneskeliggøre” en befolkningsgruppe, sådan at det bliver lettere for os at behandle dem umenneskeligt. Vi kan f.eks. se på historien, at hvis et land skal i krig med et andet land, så er landet først tvunget til at fjerne noget af det menneskelige fra det andet lands befolkning. Ellers vil vi, som mennesker, simpelthen ikke acceptere at gå i krig og slå ihjel. Det samme gør sig gældende med befolkningsgrupper indenfor et samfund. Vi må fjerne det, vi genkender hos dem, hvis vi skal behandle dem som f.eks. slaver.”

“Og dette er vores specielle gæst fra Danmark”, præsenteres jeg pludselig som. “Han er en berømt skuespiller, der har fået en medalje af den Danske dronning.” Hverken det ene eller det andet er sandt, men jeg har ikke mod på at korrigere, for som det næste bliver jeg bedt om at rejse mig og fortælle om mig selv og forholdene i Danmark. Jeg er til panel-debat med branchen om vilkårene for øst-asiatisk-amerikanske (pakistanske, indiske, m.m.) skuespillere i filmbranchen. Jeg famler mig frem i min fremlæggelse. Engelsk er ikke min eneste sproglige forhindring lige nu. Jeg er også sprogligt underbemandet i forhold til vores emne og i forhold til mine amerikanske kolleger. Jeg er en nybegynder. Og pludselig mærker jeg på min egen krop, hvor svært det er at tale om de her ting, hvis man ikke har et sprog. Det er ubehageligt at være bange for hele tiden at sige noget forkert, der træder nogen over tæerne, og siden risikere at blive skudt i skoene, at man er rascist. Konferencieren træder til og redder mig. Hun fortæller med vanlig amerikansk sans for overdrivelse, at jeg er “pionér” på området i Danmark og pludselig står hele salen op og klapper, som var vi til AA-møde, og nogle kommer hen og vil trykke mig i hånden, selvom den er godt svedig af den uventede opmærksomhed.

At sproget og kommunikationen er det allervæsentligste, er noget, de fleste er enige om her ovre. Filmskuespillerforbundet SAG (Screen Actors Guild) har som formål at udvikle et sprog for at kunne bekæmpe uvidenhed om konsekvensen af eksklusion og skabe et trygt miljø, hvor synspunkter og idéer kan udveksles og problemer diskuteres, så bevægelsen mod en bedre diversitets- og inklusionspraksis aldrig ophører. Organisationen Inclusion in the Arts bliver ved med at bringe relevante spillere (producenter, teaterchefer, castere) i inklusionsspillet sammen, så de kan finde løsninger og udvikle et fælles sprog, som alle kan acceptere. Universiteter, teatre og filmselskaber afholder hele tiden panel-debatter og andre arrangementer, hvor sproget afprøves og udvikles der tager fat om de nye problemer eller håb eller krav, der opstår. Og alle de individer, som jeg har mødt – sorte, hvide, kvinder, mænd; fra skuespiller til teaterchef eller filmproducent, har forpligtet sig, ikke til at caste en bestemt skuespiller på grund af eller på trods af hans hudfarve, men til at deltage i debatten. Og det nytter! Tallene er bedre år for år.

Jordan Thaler er chef-caster på The Public Theater, der er det største teater i New York og har tidligere castet til film og Tv: “Jeg har har sagt “ja!” til at deltage i debatten, for jeg kender fremtiden, og jeg ønsker at være en del af den. Og du skal ikke være alt for bekymret. Den ser lys ud for dig og mørk for de folk fra branchen i Danmark, der af den ene eller den anden grund, stiller sig på bagbenene i forhold til at afspejle diversiteten i det omgivende samfund. For de vil med tiden blive skubbet ud i grøftekanten. Måske ikke i deres egen levetid. Men det vil ske, for historien viser, at de værker, der er eviggyldige, er de værker, der er almenmenneskelige. Tiderne skifter og det er kun det, der har relevans, vi beholder. Det nationalromantiske, det etno-specifikke eller hvide kasseres. Se bare på den amerikanske film- og teaterhistorie!”

Fredag i sidste uge var den store dag. Jeg møder op på Actors Studio efter endelig at have modtaget den invitation fra ledelsen, som gør, at jeg må overvære deres sessioner. Jeg har sommerfugle i maven! Som method-skuespiller er det det endelige pilgrimsrejsemål for mig at stå her i regnen foran den lille bygning, som gennem tiden har huset nogle af de bedste skuespillere, der har eksisteret. Jeg træder indenfor og præsenterer mig og modtages med kaffe og venlige håndtryk. En ældre sort kvinde rejser sig besværet efter en blodprop og byder mig velkommen. Hun synes, at mit projekt er prisværdigt, siger hun. Vi taler længe om den amerikanske inklusionshistorie og meget andet: For mig har Actors Studio altid stået for diversitet, for hende representerer Danmark en velfærdsideologi, som hun godt kunne tænke sig at leve under, “nok især nu, hvor jeg er blevet så gammel”, griner hun. Medlemmerne af studio’et begynder at dukke op. Der er alle slags mennesker. Gamle, unge, kvinder, mænd, latinoer, sorte, asiater. Der er helt unge skuespillere, der er friske og ivrige, og der er ældre skuespillere, både sorte og hvide, hvis ansigter jeg kender fra talløse amerikanske film og tv-serier. Og det er tydeligt, at på dette sted spiller hudfarven ingen rolle.

Men det kan den gøre: “På et tidspunkt i 90’erne opstod der pludselig en situation, hvor alle de store Tv-stationer havde produceret Tv-serier uden en eneste sort skuespiller i en hovedrolle. Den afro-amerikanske nationalkongres trådte sammen og holdt en pistol for panden på stationerne: “Hvis I ikke laver det om, så boy-cott’er vi Jer”, sagde de. Det ville sige, at et hundrede millioner seere og købere af produkter, som virksomheder reklamerer for på Tv, ville afstå fra at se de Tv-kanaler, der var rent hvide. Dét fik producenterne op af stolene! De castede om og undgik boy-cott’en i 11. time, og siden har de været mere forsigtige”, fortæller Adam Moore, en af seks diversitetsrepræsentanter i SAG. Han har givet mig en ordentlig stak rapporter om etnisk repræsentation i amerikanske film. Man tager det alvorligt, det med inklusionen, i filmbranchen her! På hver eneste filmproduktion er der en assistent, der “tæller” skuespillere i relation til deres etniske oprindelse. “En af de metoder, vi bruger, er incitament: Vi slækker lidt på vores lønkrav til producenterne og der er skattefrihed, hvis de caster inkluderende, for producenternes argument er ofte, at de mister indtægter, hvis de caster inkluderende,” siger Adam Moore. Men inklusionsrepræsentanterne spiller på mange tangenter: databaser over farvede skuespillere; uddannelses-seminarer for castere; showcases; panel-debatter med repræsentanter fra alle funktionsområder i branchen; og meget, meget mere.

Det virker som om, det er en blanding af krav og pres, økonomisk incitament og gode viljer, der har ført til, at man i USA er nået så langt, som man er og har udsigt til at få sin første sorte præsident.

Jordan, der har være med gennem alle årene og overværet og deltaget i forandringen, siger: “Der var mange teaterchefer og instruktører, der troede, at det ikke gjorde nogen forskel, om de castede ham den ene brune skuespiller. Men det gør en enorm forskel! Det er her, det hele begynder, og det er sådan at andre brune trænder ind i branchen, andre teatre hyrer brune spillere, og at det brune publikum møder op i teatret. Og hvem ved så, hvor det så ender? Hvis en brun spiller kan få succes på scenen, så kan han måske også blive instruktør eller teaterchef. Og sådan kan den næste præsident måske blive brun. Det er kun gennem repræsentation, at vi kan få ægte forandring. Jeg kan ikke skrive om en handicappets problemer, sådan som han kan. Og hvis jeg forsøger mig, så bliver det med udgangspunkt i mine forestillinger og fordomme om ham, selv hvis jeg har researchet et par uger”.

Mine tanker spreder sig, og jeg husker pludselig på begrebet kunstnerisk frihed: “Er det ikke en individuel beslutning, at man ikke vil lave teater med poltiske motiver? Hvad hvis man bare vil lave teater og ikke bekymrer sig om det etno-politiske?”, spørger jeg, og han svarer: “Vi må huske på, at alt kunst er politik. Man sender en politisk besked gennem alt, man foretager sig eller ikke fortager sig på en scene. Også gennem de skuespillere man stiller der op eller ikke stiller der op. Det er et ansvar, man må påtage sig at forholde sig til. Ikke andet. Bare forholde sig til. Hvis man efterfølgende, af en eller anden årsag, kun ønsker hvide spillere, så har man jo ret og frihed til det.”

Jeg bliver mindet om, at jeg for noget tid siden var til workshop i den tunge sten-krypte under Riverside kirken ved siden af Columbia University med selveste Augusto Boal. Nobelprismodtageren Boal. “Alting er politik. At bilde sig ind, at det, man gør, ikke er politisk, især hvis man gør det foran en masse mennesker, er ikke indbildning, men politik!,” skriver han i sin bog Theater of the Oppressed, (De understyktes Teater). Den og bøgerne Beyond Tradition (Ud over Traditionen), The Percistence of Whiteness in Hollywood (Fastholdelsen af Hivdheden i Hollywood), White Like Me (Hvid som Mig) og The Impact of Race (Racernes Indflydelse) er et par af de mange, mange bøger om filmen og teatrets funktion i relation til repræsentation, stereotyper og diskrimination, som jeg har samlet ind i New Yorks mange boghandlere. Sammen med en ordentlig stak teaterstykker om emnet, biografier om etno-politiske figurer indenfor borgerrettighedsbevægelsen, Dvd’ere med dokumentarfilm, film og Tv-serier, og romaner med relation til emnet, blandt andet afro-amerikaneren James Baldwin’s fantastiske bog The Fire Next Time, (Næste gang Ildebrænd), er det, min stakkels kæreste, der er på studietur her i byen med Den Danske Filmskole, må slæbe hjem til Danmark, så jeg har plads i kufferten til flere og mere.

I et andet kapitel i Augusto Boals Theater of the Oppressed læser jeg, at kunstens rolle, ifølge Aristoteles, er at rette naturens “fejl” ved hjælp af naturens egne løsningsforslag. Han bruger huden, “der burde kunne modstå vejr og vind, men ikke kan det”, som eksempel. Vi “retter” naturens fejl ved at bruge kunsten at væve tøj, eller kunsten at bygge huse.

Og jeg tænker, at kunsten, altså vores film- og tv-produktioner og vores teaterstykker, måske også kan rette den “fejl”, som naturen har skabt ved at give dig og mig forskellig hudfarve, og der igennem forvirre os til at tro, at der skulle være forskel på os.

Jeg bladrer ivrigt tilbage gennem min hukommelse og mine noter og finder ud af, at den sorte hovedkarakter i musicalen Passing Strange slutter hele showet af med ordene: “Livet er en fejl, som kun kunsten kan rette!”

Med kærlig hilsen,

Hassan Preisler, brun

PS! Det har været svært at begrænse mig. Der er mange historier at fortælle, jeg har mødt utrolig mange mennesker, deltaget i mange debatter og workshops, overværet prøvforløb, set teaterstykker og film. Og i den næste tid skal jeg se, om jeg kan nå igennem min lange liste over relevante personer, som jeg vil nå se, inden jeg rejser hjem: Der er f.eks. den hyper-kommercielle hvide film-caster Roseanne, der brænder for inklusion. Der er forfatteren Jack Shaheen, der har skrevet Reel Bad Arabs, en bog om de arabiske sterepotyper i Hollywood-film. Der er borgerrettighedsforkæmperen, filmstjernen Estelle Parsons. Og så har jeg mine tirsdags og fredags sessioner på Actors Studio, (hvor jeg er blevet stillet i udsigt, at jeg skal møde Harvey Keitel, Al Pacino og Ellen Burstyn!). Og jeg vil se The Good Negro, The Fever Chart og Betrayed i teatret og Operation Filmmaker og A Jihad for Love i biografen og The Wire på Tv. Og jeg vil deltage i det næste Brownout panel. Og jeg skal en tur til Washington og møde direktøren for Cook-Ross, diskriminationseksperten Dr. Howard Ross. Og jeg skal... Fortsættelse følger!

PPS! Send flere penge.