Jeg har nu været i New York i halvdelen af mit to-måneders ophold. Jeg sidder på en café i Harlem, hvor jeg har boet blandt de sorte den seneste uge. Jeg ser en enkelt hvid nu og da, oftest inden mørkets frembrud, men jeg ikke kan finde ud af, om han bor her, fordi han er progressiv, eller om det er, fordi han er boligspekulerende – for man kan gøre enestående hushandler i her i Harlem, der for fem år siden var en krigszone og om fem år er et Østerbro.

Det er med hjertet i halsen, jeg afgiver mine pegefingeraftryk ved immigrationsskranken i lufthavnen. Jeg er bange for, om mit navn, Hassan, vil vække Homeland Security’s interesse for mig, fordi et eller andet computer-advarselssystem forveksler mig med en anden Hassan, der har andre intentioner med et besøg i USA, end jeg har, og at de så ville sende mig til til et hemmeligt CIA-fængsel et eller andet sted i verden, hvor Geneve-konventionen ikke gælder. (Jeg skulle ikke have set Rendition, inden jeg tog afsted). Og, hvis ikke mine “terror-intentioner”, så vil linierne i mit fingeraftryk uden tvivl afsløre den uafsluttet sprut-sag fra New Orleans, jeg har, tænker jeg: Ung, iklædt cowboystøvler, med hår ned til midt på ryggen, blev jeg i 1990 efter en længere slingre-tur i min vens store Malibu, fyldt med Coors Extra Gold og Stephanie, Luwana og Carrie, stoppet med blå blink af to betjente, der med trukkede pistoler anholdt mig og smed mig ind i en celle. Cellen var i forvejen bebeot af 10-15 sorte medfanger, og ham, der havde fået flået sin t-shirt i stykker ved anholdelsen eller i et slagsmål, sagde til mig: “jeg vil have din lille, hvide røv!”. (Hverken før eller siden har nogen kaldt min lille røv for hvid!).

Jeg afbrydes af manden ved immigrantionsskranken, der kigger op fra computeren og med et formelt men oprigtigt smil siger: “Welcome to the US, Sir!” (Sagen er nok skyllet væk af Katarina eller faldet for en forældelsesfrist!).

Det er ved at blive mørkt udenfor caféen. Jeg overvejer, om jeg skal gå hjem nu.

Jeg tror ikke, det er min oplevelse fra detentionen i New Orleans men snarere den enorme mængde amerikanske film med sorte, som kriminelle gangstere, som jeg er vokset op med, der gør, at jeg er utryg efter mørkets frembrud her i Harlem. Jeg ser en narkohandlende, psykopatisk, våbenbærende, rascist i enhver sort, jeg går forbi. Alene fordi han er sort. Hvilken magt filmen har! På trods af angsten føler jeg et underligt slægtskab med de sorte. Mon de deler det, når de ser på mig? I Harlem er jeg hvid.

I går var jeg inde og se en af de to sorte forestillinger, der spiller på Broadway for tiden. Ud over Cat on a Hot Tinroof (med Ms. Huxtable i hovedrollen) har også Passing Strange et all-black cast. Passing Strange gør i musical-form op med myten om den fattige, ghetto-fortabte, kriminelle, sorte hip-hop’er og beskriver i stedet en ung, sort middelklasse-musikers udviklingshistorie. I 70’erne rejser han fra sin mor og en amerikansk virkelighed, som han ikke er en del af, (selvom han er velstillet,) fordi han er sort, gennem et liberalt og tolerant Europa. Han spiller musik, drikker sig fuld, møder piger, ryger joints. Helt som man skal! Jeg sidder under forestillingen og bliver mindet om de historier, min far har foltalt om det Europa, han kom til fra Pakistan i 60’erne, som han elskede og besluttede sig for at blive i, fordi det var så rummeligt (og havde joints!).

I dag, mange år senere, rejser jeg den anden vej! Jeg forlader et kontinent til fordel for et andet for, ligesom den unge mand i showet, for at finde ud af, hvad jeg skal gøre for at blive en del af en helhed. I mit tilfælde den helhed, som vi kalder “dansk”.

“Det offentlige billede spiller en afsindig væsentlig rolle. Hvis brune borgere i et samfund, ikke ser sig selv repræsenteret i det offentlige billede, (medierne og kulturlivet; red. (sjovt at få lov til at skrive “red.”)) så sender vi et smertefuldt signal til dem om, at de ikke tæller, at de ikke har betydning.” Sharon Jensen har danske rødder. Hendes forfædre rejste til USA fra Vestjylland, fordi de dér ikke kunne praktisere deres baptisme i fred. I dag leder hun centret Inclusion in the Arts (Inklusion i Kunsten), der fungerer som vidensbank og rådgivningscenter og overvågningsenhed for kulturlivet ift. den diversitets-forpligtelse, som den amerikansk fillm- og teaterbranche eksisterer under.

Sharon tilhører den lange række af personer, som jeg har mødt, mens jeg har været her ovre. Jeg bevæger mig på kryds og tværs gennem Manhattan med subway og til fods efter et fold-sammen-kort. I tasken har jeg en diktafon og en notesblok. Jeg optager alle mine samtaler med skuespillere, manuskriptforfattere, producenter, forbundsrepræsentanter, konsulenter, rektorer, instruktører, forfattere, jounalister, teaterchefer, professorer og castere. Og på min computer har jeg fotos af dem alle, som jeg har overført fra mit lille kamera. De fleste smiler. De, der ikke er skuespillere, virker forlegne og uvante med kameraet. Nogle er sorte, nogle brune, og nogle hvide. Måske overfortolker jeg, men jeg synes, at jeg kan se en fælles stolthed i deres blikke.

April-nummeret af månedsmagasinet American Theater dumper på en solfuld, tidlig forårsdag på Nørrebro ned i mit skød. Min method-mentor og ven, der oprindelig er fra USA, har medbragt dette teaterblad, der har farve-repræsentation i kunsten som tema, til et af vore møder på caféen Laundromat i Elmegade.

I bladet udtaler en lang række film- og teaterfolk sig om inklusion, eksklusion, dårlige vaner og gode oplevelser ved den store Brownout (“Brun-ude”) paneldebat, der har branchen som målgruppe. Jeg bemærker en vidunderlig og misundelsesværdig indsigt og frihed i deres sprog, og da jeg kommer hjem til computeren i lejlgheden på Frederiksberg, begynder jeg at bombardere panel-medlemmerne med emails.

Blandt andre Dr. Daniel Banks: “Vi bruger ikke begrebet farveblind casting mere. Jeg ønsker ikke, at folk er blinde for min farve. Jeg er stolt over min farve,” irettesætter han mig første gang, jeg taler med ham i telefonen kort efter min ankomst: “Utraditionel casting”, foreslår jeg, da vi senere samme dag mødes på en café ved siden af New York University, hvor han underviser på Tisch, afdelingen for film og drama. “Utraditionel i forhold til hvad?”, spørger han. “Sorte har spillet Shakespeare i hundredevis af år. Og hvorfor kalder vi det ikke for “utraditionel jazz”, når hvide spiller jazz? Det ville indeholde den samme absurditet. Jeg bryder mig heller ikke om begrebet diversitet i denne sammenhæng, for vi ved jo godt, at diversitet opstår som resultat af vores individualitet, ikke vores hudfarve!”. “Inklusion”, er mit næste bud. “Inklusion!”, udbryder han spontant, inden han trækker vejret, ser på mig og med en tålmodig fars utryk siger: “Jeg skal sgu’ ikke inkluderes af nogen, fordi jeg er sort. Jeg er her og jeg har rettigheder. Jeg vil hellere tale om rettigheder og diskrimination, hvis det skal være.”

Intet og alt er, som jeg havde forventet. Hverken i forhold til min research eller i forhold til min forestilling om New York. Jeg ved ikke rigtig, hvordan jeg skal forklare det: På den ene siden minder byen mig meget om København, eller enhver anden Europæisk storby: Down Town, hvor jeg boede min første uge, er fyldt med velklædte, moderigtige, unge mennesker, der drikker latte og spiser økologiske pizze. På den anden side er alting helt anderledes. På Upper East Side, hvor jeg boede, lige inden jeg flyttede op til Harlem, går damerne aldrig i mindre end Prada, og jeg er den eneste mand, der ikke er iklædt silkeslips. Og så er der China-town, Little Italy og områder, hvor der kun tales koreansk, græsk, eller spansk...

“Selvfølgelig er der mexicanere, der går i sombrero, dovent holder siesta og drikker for meget Tequlla. Men virkeligheden er, at restauranter i Mexico slet ikke ser ud, som vi i Vesten forestiller os, at de ser ud. De er ikke folkloriske. Og det er jeg heller ikke,” siger Ruben Polendo, chefen for Theater Mitu, et teater, der arbejder mulitkulturelt, men udenom den multikulturelle stereotyp, og baserer sig på japanske (!) teatertekniske traditioner. “I hjertet af Mitu sidder en mexicansk-amerikansk teaterchef. Og jeg ønsker, som teaterchef, at give publikum en version af min kultur, der ikke er underlagt det stereotypernes klodsede, tunge åg, som ofte præger den hvide fremstilling af os. Alting er mexikansk i dag: rock, ballet, Shakespeare. Det er som om den hvide æstetik har stjålet alt det fede og overladt lidt montre-materiale til os andre. Vi har fantastisk teater i Mexico! Moderne! Men i Europa er der ingen, der vil se en mexicansk performance, der ikke er “mexicansk”,” siger han med tyk spansk accent på ordet “mexicansk” og markerer gåseøjnene med fingrene.

Dr. Jim Wilson er forsker ved City University of New York. Han modtager mig ved receptionen, hvor han har måttet vente på, at jeg fandt en Taxa, der valgte min viftende arm på en af Mid-Towns taxatørstende boulevarder. Jim er en hvid mand i 40’erne og har en PhD i stereotyper med fokus på Black-face traditionen på de amerikanske teaterscener i 20’erne og 30’erne. Black-face var ekstreme karrikaturer over negeren, (et ord, som i øvrigt ikke anvendes i USA mere under nogen omstændigheder!). “Stereotyper har en bestemt funktion”, fortæller Jim: “vi bruger dem til at definere os selv i forhold til andre mennesker, men vi bruger dem også til at “u-menneskeliggøre” en befolkningsgruppe, sådan at det bliver lettere for os at behandle dem umenneskeligt. Vi kan f.eks. se på historien, at hvis et land skal i krig med et andet land, så er landet først tvunget til at fjerne noget af det menneskelige fra det andet lands befolkning. Ellers vil vi, som mennesker, simpelthen ikke acceptere at gå i krig og slå ihjel. Det samme gør sig gældende med befolkningsgrupper indenfor et samfund. Vi må fjerne det, vi genkender hos dem, hvis vi skal behandle dem som f.eks. slaver.”

“Og dette er vores specielle gæst fra Danmark”, præsenteres jeg pludselig som. “Han er en berømt skuespiller, der har fået en medalje af den Danske dronning.” Hverken det ene eller det andet er sandt, men jeg har ikke mod på at korrigere, for som det næste bliver jeg bedt om at rejse mig og fortælle om mig selv og forholdene i Danmark. Jeg er til panel-debat med branchen om vilkårene for øst-asiatisk-amerikanske (pakistanske, indiske, m.m.) skuespillere i filmbranchen. Jeg famler mig frem i min fremlæggelse. Engelsk er ikke min eneste sproglige forhindring lige nu. Jeg er også sprogligt underbemandet i forhold til vores emne og i forhold til mine amerikanske kolleger. Jeg er en nybegynder. Og pludselig mærker jeg på min egen krop, hvor svært det er at tale om de her ting, hvis man ikke har et sprog. Det er ubehageligt at være bange for hele tiden at sige noget forkert, der træder nogen over tæerne, og siden risikere at blive skudt i skoene, at man er rascist. Konferencieren træder til og redder mig. Hun fortæller med vanlig amerikansk sans for overdrivelse, at jeg er “pionér” på området i Danmark og pludselig står hele salen op og klapper, som var vi til AA-møde, og nogle kommer hen og vil trykke mig i hånden, selvom den er godt svedig af den uventede opmærksomhed.

At sproget og kommunikationen er det allervæsentligste, er noget, de fleste er enige om her ovre. Filmskuespillerforbundet SAG (Screen Actors Guild) har som formål at udvikle et sprog for at kunne bekæmpe uvidenhed om konsekvensen af eksklusion og skabe et trygt miljø, hvor synspunkter og idéer kan udveksles og problemer diskuteres, så bevægelsen mod en bedre diversitets- og inklusionspraksis aldrig ophører. Organisationen Inclusion in the Arts bliver ved med at bringe relevante spillere (producenter, teaterchefer, castere) i inklusionsspillet sammen, så de kan finde løsninger og udvikle et fælles sprog, som alle kan acceptere. Universiteter, teatre og filmselskaber afholder hele tiden panel-debatter og andre arrangementer, hvor sproget afprøves og udvikles der tager fat om de nye problemer eller håb eller krav, der opstår. Og alle de individer, som jeg har mødt – sorte, hvide, kvinder, mænd; fra skuespiller til teaterchef eller filmproducent, har forpligtet sig, ikke til at caste en bestemt skuespiller på grund af eller på trods af hans hudfarve, men til at deltage i debatten. Og det nytter! Tallene er bedre år for år.

Jordan Thaler er chef-caster på The Public Theater, der er det største teater i New York og har tidligere castet til film og Tv: “Jeg har har sagt “ja!” til at deltage i debatten, for jeg kender fremtiden, og jeg ønsker at være en del af den. Og du skal ikke være alt for bekymret. Den ser lys ud for dig og mørk for de folk fra branchen i Danmark, der af den ene eller den anden grund, stiller sig på bagbenene i forhold til at afspejle diversiteten i det omgivende samfund. For de vil med tiden blive skubbet ud i grøftekanten. Måske ikke i deres egen levetid. Men det vil ske, for historien viser, at de værker, der er eviggyldige, er de værker, der er almenmenneskelige. Tiderne skifter og det er kun det, der har relevans, vi beholder. Det nationalromantiske, det etno-specifikke eller hvide kasseres. Se bare på den amerikanske film- og teaterhistorie!”

Fredag i sidste uge var den store dag. Jeg møder op på Actors Studio efter endelig at have modtaget den invitation fra ledelsen, som gør, at jeg må overvære deres sessioner. Jeg har sommerfugle i maven! Som method-skuespiller er det det endelige pilgrimsrejsemål for mig at stå her i regnen foran den lille bygning, som gennem tiden har huset nogle af de bedste skuespillere, der har eksisteret. Jeg træder indenfor og præsenterer mig og modtages med kaffe og venlige håndtryk. En ældre sort kvinde rejser sig besværet efter en blodprop og byder mig velkommen. Hun synes, at mit projekt er prisværdigt, siger hun. Vi taler længe om den amerikanske inklusionshistorie og meget andet: For mig har Actors Studio altid stået for diversitet, for hende representerer Danmark en velfærdsideologi, som hun godt kunne tænke sig at leve under, “nok især nu, hvor jeg er blevet så gammel”, griner hun. Medlemmerne af studio’et begynder at dukke op. Der er alle slags mennesker. Gamle, unge, kvinder, mænd, latinoer, sorte, asiater. Der er helt unge skuespillere, der er friske og ivrige, og der er ældre skuespillere, både sorte og hvide, hvis ansigter jeg kender fra talløse amerikanske film og tv-serier. Og det er tydeligt, at på dette sted spiller hudfarven ingen rolle.

Men det kan den gøre: “På et tidspunkt i 90’erne opstod der pludselig en situation, hvor alle de store Tv-stationer havde produceret Tv-serier uden en eneste sort skuespiller i en hovedrolle. Den afro-amerikanske nationalkongres trådte sammen og holdt en pistol for panden på stationerne: “Hvis I ikke laver det om, så boy-cott’er vi Jer”, sagde de. Det ville sige, at et hundrede millioner seere og købere af produkter, som virksomheder reklamerer for på Tv, ville afstå fra at se de Tv-kanaler, der var rent hvide. Dét fik producenterne op af stolene! De castede om og undgik boy-cott’en i 11. time, og siden har de været mere forsigtige”, fortæller Adam Moore, en af seks diversitetsrepræsentanter i SAG. Han har givet mig en ordentlig stak rapporter om etnisk repræsentation i amerikanske film. Man tager det alvorligt, det med inklusionen, i filmbranchen her! På hver eneste filmproduktion er der en assistent, der “tæller” skuespillere i relation til deres etniske oprindelse. “En af de metoder, vi bruger, er incitament: Vi slækker lidt på vores lønkrav til producenterne og der er skattefrihed, hvis de caster inkluderende, for producenternes argument er ofte, at de mister indtægter, hvis de caster inkluderende,” siger Adam Moore. Men inklusionsrepræsentanterne spiller på mange tangenter: databaser over farvede skuespillere; uddannelses-seminarer for castere; showcases; panel-debatter med repræsentanter fra alle funktionsområder i branchen; og meget, meget mere.

Det virker som om, det er en blanding af krav og pres, økonomisk incitament og gode viljer, der har ført til, at man i USA er nået så langt, som man er og har udsigt til at få sin første sorte præsident.

Jordan, der har være med gennem alle årene og overværet og deltaget i forandringen, siger: “Der var mange teaterchefer og instruktører, der troede, at det ikke gjorde nogen forskel, om de castede ham den ene brune skuespiller. Men det gør en enorm forskel! Det er her, det hele begynder, og det er sådan at andre brune trænder ind i branchen, andre teatre hyrer brune spillere, og at det brune publikum møder op i teatret. Og hvem ved så, hvor det så ender? Hvis en brun spiller kan få succes på scenen, så kan han måske også blive instruktør eller teaterchef. Og sådan kan den næste præsident måske blive brun. Det er kun gennem repræsentation, at vi kan få ægte forandring. Jeg kan ikke skrive om en handicappets problemer, sådan som han kan. Og hvis jeg forsøger mig, så bliver det med udgangspunkt i mine forestillinger og fordomme om ham, selv hvis jeg har researchet et par uger”.

Mine tanker spreder sig, og jeg husker pludselig på begrebet kunstnerisk frihed: “Er det ikke en individuel beslutning, at man ikke vil lave teater med poltiske motiver? Hvad hvis man bare vil lave teater og ikke bekymrer sig om det etno-politiske?”, spørger jeg, og han svarer: “Vi må huske på, at alt kunst er politik. Man sender en politisk besked gennem alt, man foretager sig eller ikke fortager sig på en scene. Også gennem de skuespillere man stiller der op eller ikke stiller der op. Det er et ansvar, man må påtage sig at forholde sig til. Ikke andet. Bare forholde sig til. Hvis man efterfølgende, af en eller anden årsag, kun ønsker hvide spillere, så har man jo ret og frihed til det.”

Jeg bliver mindet om, at jeg for noget tid siden var til workshop i den tunge sten-krypte under Riverside kirken ved siden af Columbia University med selveste Augusto Boal. Nobelprismodtageren Boal. “Alting er politik. At bilde sig ind, at det, man gør, ikke er politisk, især hvis man gør det foran en masse mennesker, er ikke indbildning, men politik!,” skriver han i sin bog Theater of the Oppressed, (De understyktes Teater). Den og bøgerne Beyond Tradition (Ud over Traditionen), The Percistence of Whiteness in Hollywood (Fastholdelsen af Hivdheden i Hollywood), White Like Me (Hvid som Mig) og The Impact of Race (Racernes Indflydelse) er et par af de mange, mange bøger om filmen og teatrets funktion i relation til repræsentation, stereotyper og diskrimination, som jeg har samlet ind i New Yorks mange boghandlere. Sammen med en ordentlig stak teaterstykker om emnet, biografier om etno-politiske figurer indenfor borgerrettighedsbevægelsen, Dvd’ere med dokumentarfilm, film og Tv-serier, og romaner med relation til emnet, blandt andet afro-amerikaneren James Baldwin’s fantastiske bog The Fire Next Time, (Næste gang Ildebrænd), er det, min stakkels kæreste, der er på studietur her i byen med Den Danske Filmskole, må slæbe hjem til Danmark, så jeg har plads i kufferten til flere og mere.

I et andet kapitel i Augusto Boals Theater of the Oppressed læser jeg, at kunstens rolle, ifølge Aristoteles, er at rette naturens “fejl” ved hjælp af naturens egne løsningsforslag. Han bruger huden, “der burde kunne modstå vejr og vind, men ikke kan det”, som eksempel. Vi “retter” naturens fejl ved at bruge kunsten at væve tøj, eller kunsten at bygge huse.

Og jeg tænker, at kunsten, altså vores film- og tv-produktioner og vores teaterstykker, måske også kan rette den “fejl”, som naturen har skabt ved at give dig og mig forskellig hudfarve, og der igennem forvirre os til at tro, at der skulle være forskel på os.

Jeg bladrer ivrigt tilbage gennem min hukommelse og mine noter og finder ud af, at den sorte hovedkarakter i musicalen Passing Strange slutter hele showet af med ordene: “Livet er en fejl, som kun kunsten kan rette!”

Med kærlig hilsen,

Hassan Preisler, brun

PS! Det har været svært at begrænse mig. Der er mange historier at fortælle, jeg har mødt utrolig mange mennesker, deltaget i mange debatter og workshops, overværet prøvforløb, set teaterstykker og film. Og i den næste tid skal jeg se, om jeg kan nå igennem min lange liste over relevante personer, som jeg vil nå se, inden jeg rejser hjem: Der er f.eks. den hyper-kommercielle hvide film-caster Roseanne, der brænder for inklusion. Der er forfatteren Jack Shaheen, der har skrevet Reel Bad Arabs, en bog om de arabiske sterepotyper i Hollywood-film. Der er borgerrettighedsforkæmperen, filmstjernen Estelle Parsons. Og så har jeg mine tirsdags og fredags sessioner på Actors Studio, (hvor jeg er blevet stillet i udsigt, at jeg skal møde Harvey Keitel, Al Pacino og Ellen Burstyn!). Og jeg vil se The Good Negro, The Fever Chart og Betrayed i teatret og Operation Filmmaker og A Jihad for Love i biografen og The Wire på Tv. Og jeg vil deltage i det næste Brownout panel. Og jeg skal en tur til Washington og møde direktøren for Cook-Ross, diskriminationseksperten Dr. Howard Ross. Og jeg skal... Fortsættelse følger!

PPS! Send flere penge.